Svar på prøven og nedsættelse i medicin

Jeg fik i dag svar på min Holtermonitering fra midt i maj. Sygeplejersken fra forleden – en af de to, som kender mit forløb – ringede til mig. Lægen har kikket på prøven, og jeg sættes ned i medicin – jubiiiiii. Det går igen den rigtige vej. Nu er jeg nede på 100 mg beta-blokker om dagen.

Desuden ændrede de også min Holtermonitering fra i morgen til om 4 uger – så kan vi se virkningen af den nedsatte medicin.

 

Så er vi tilbage på rette spor igen J

 

 

”Du skulle have haft svar for lang tid siden….”

Så gik der yderligere en uge….. og stadig intet svar på min Holtermonitering fra midt i maj. Torsdag fik jeg nok af dette nonsens og kørte på Herning Sygehus for at finde ud hvad der foregår – hvorfor jeg ikke får svar.

Da jeg trådte ind i hjerteambulatoriet var jeg så heldig at løbe ind i en af de sygeplejersker, som har haft med mig at gøre under mit forløb. Derfor tog det ikke lang tid at forklare sagen. Hun fandt hurtigt en computer og begyndte at undersøge. Underligt…. Mærkeligt…. Du skulle have haft svar for lang tid siden…. Du er en ”Prioritet 1”. Selve Holtermoniteringen blev gennemgået samme dag, som jeg afleverede den. Hvad der er sket med resultatet, kunne hun ikke sige – det er blevet sendt til lægen, men lægen har aldrig set det !! Derfor har jeg ikke modtaget svar – og ville aldrig have modtaget svar, hvis ikke jeg selv havde reageret.

Sygeplejersken lagde ”igen” sagen op til lægen. Når lægen så har set den, får jeg et svar – håber jeg.

Da jeg nu var på hjerteambulatoriet, så bestilte jeg lige en ny tid til Holtermonitering. Og jeg kunne stort set få en tid med det samme. På tirsdag skal jeg igen have optager på. Selvom min medicin ikke er blevet ændret siden sidste monitering for 6 uger siden, så mener jeg stadig, at det er tiden værd, da min tilstand gerne skulle blive bedre og bedre under den samme medicinering.

Hvad kan man så lære af dette…..???

Hvis der går for lang tid, så reagér selv.

Selv om du ringer – og de lover at give et svar hurtigst muligt – så skal du stadig følger op.

Du er din egen løkkesmed. For de fleste, er du kun et nummer.

 

 

Vi er kommet lidt bagefter.....

”Herning Sygehus, et øjeblik”. ”Alle linier er desværre optaget   –   et øjeblik”…..     ……..      …….      …….      ………     …………    ……… (gab)………      ……….   …..    ……  …..

Nå, så kom jeg endelig i gennem til afdelingen for Holtermoniteringsaflæsning (hjerteambulatoriet), men først efter jeg havde ventet i ca. 10 minutter.

De er kommet lidt bagefter med hensyn til svar til patienter, som har gennemført disse målinger, men hvis jeg gav mit cpr-nr. så skulle de sørge for, at jeg vil modtage et svar hurtigst muligt. Hvor lang tid er det så, spurgte jeg. Nok omkring 1-2 uger, var svaret.

Det vil sige, at når jeg modtager resultatet for målingen, er der gået 6 uger siden målingen. Mellem den måling og den forrige måling gik der 6 uger – så jeg tror jeg skal bestille tid til en ny måling med det samme J.

Så kan de jo bare give mig resultatet i hånden fra den sidste måling, når jeg kommer til den nye måling og dermed spare portoen.

Dette er lidt træls, når jeg ved, at de kan give svar på en Holtermonitering indenfor 2 (to) timer, hvilke jeg oplevede med den forrige.

 

 

Har de mon glemt mig??

Nu er det fire (4) uger siden jeg lavede den sidste Holtermonitering. Godt nok sagde de, at det ville tage lidt tid før jeg fik svar på testen, men jeg havde ikke regnet med så lang tid.

Det må vist være på tide, at jeg selv gør en aktiv indsats for at få svar – ellers er jeg bange for, at jeg aldrig får et svar. Disse svar er jo bl.a. afgørende for min medicinering. Da jeg gik til hjerterehabilitering var der ingen slinger i valsen – de ville gøre alt for at få min medicinering ned, så jeg igen kan komme til at flyve. Svarene var klar til mig ca. 2 timer efter aflevering af udstyret. Nu er jeg færdig ved hjerterehabiliteringen, så nu er det nok ikke så vigtigt mere.

Også her må man være sin egen lykkesmed og ikke vente på systemet. Hvis man bare sætter sig ned og venter, risikerer man, at der aldrig sker noget…..

Derfor ringer jeg til afdelingen tirsdag eller onsdag (14. eller 15. juni) – jeg skal jo gerne videre i tilværelsen og af med noget medicin.

Ærgerligt, at det skulle komme til det…….

 

Slut med hjerterehabilitering

Så er det på tide med en opdatering her. Siden sidst er jeg stoppet ved hjerterehabilitering på Herning Sygehus. Som afslutning på rehabilitering var der en cykeltest, så man kan sammenligne med opstartstesten. I mit tilfælde var der sket meget store forbedringer. I forbindelse med den afsluttende test og samtale skal jeg også afgive en blodprøve og EKG-test. Disse var nærmest perfekte – alle tal var, hvor de skal være.

Der er også gået de 5-6 uger siden sidste Holtermonitering, så i mandags havde jeg et apparat på. Denne gang var målingen kun over 24 timer, så den blev afleveret tirsdag morgen. I skrivende stund venter jeg stadig på svar fra målingen – tingene går åbenbart ikke så hurtigt, når man ikke er patient mere.

I tirsdag var jeg også til diabetiker samtale. Jeg afleverede en blodtest for flere måneder siden – før jeg begyndte at træne, som viste forhøjet blodsukker i ”sladretesten”. Derfor ville man fra sygehuset side lige være sikker…… Resultatet fra den sidste blodprøve, som blev taget i forbindelse med afslutningen på rehabilitering viste dag, at jeg havde trænet mig ud af det – også. Heller ikke her var der grund til bekymring mere. Derfor havde lægen og jeg ”kun” en hygge samtale om det at få type 2 diabetes, og hvordan man kan være med til at forhindre det. Efter en hyggesnak på 15 minutter var jeg ude af døre igen.

Nu er det så blevet hverdag igen – efter 8 måneder med problemer. Jeg er begyndt at arbejde fuld tid igen. Den eneste forskel – dvs. der er flere – fra starten af september er, at jeg ikke ryger mere, jeg træner flere gange om ugen og kosten er anderledes og mere sund. Både psykisk og fysisk har jeg det meget bedre i dag.

 

Nedsat i medicin

Hjerterehabiliteringen går rigtig godt. Omkring halvvejs, hvor jeg viste gode fremskridt, fik jeg en blodtrykmåler med hjem. Jeg skulle måle mit blodtryk 3 gange hver morgen og 3 gange hver aften. Dette over 72 timer og alle data skulle skrives ned på udleveret papir.

Alle mine målinger lå omkring 130/70, hvilket må siges at være meget flot – men jeg tager jo også en masse medicin.

To dage senere fik jeg en hjerterytmeoptager sat på kroppen (Holtermonitering). Den sad fast med fire pads og skulle måle hjerterytmen. Den blev sat på en onsdag morgen – umiddelbart før kredsløbstræning. Selve optagerdelen blev tapet godt fast på min overarm – og så gav jeg den gas.

Jeg skulle have optageren på indtil efter træningen fredag formiddag – dvs. omkring 50 timer.

Jeg arbejdede, sov, spiste og …. Ja, alt med min nye ven, som fulgte mig i tykt og tyndt.

Fredag blev optageren igen tapet fast og træningen gennemført.

Resultatet af Holtermonitering fik jeg allerede fredag eftermiddag, hvor sygeplejersken ringede til mig. Utroligt flot sagde hun – du er gået ned fra 5000 dobbeltslag over en tilsvarende periode (48 timer) til kun 600 (50 timer). Er det flot??? Det er stadig 600 for mange. Husk, jeg gik fra 0 (nul) til 5000 i starten.

Men ok, 600 er kun ét per 5. minut. Mit mål er dog stadig at komme ned på nul igen.

Den efterfølgende træning om mandagen ville lægen tale med mig. Resultatet var, at jeg blev reduceret i beta-blokker. Det var da fremskridt J

Lægen sagde også, at vi skal lave en ny Holtermonitering 5-6 uger efter den første.

Nu skal der trænes – og der skal trænes hårdt!

Hjemme igen fra Skejby skulle der nu gå omkring to uger, før jeg kunne starte hjerterehabilitering på Herning Sygehus. Ligesom sidste gang skulle jeg vente på indkaldelse – og da ugen efter min operation var vinterferien, vidste jeg godt, at der kunne gå nogle uger, før jeg hørte noget – hvilket også blev tilfældet.

Om tirsdagen, 13 dage efter hjemkomst fra Skejby, ringede en sygeplejerske fra Herning Sygehus. De havde nu fået papirerne på mig fra Skejby. Hun spurgte om jeg var klar til hjerterehabilitering. JA, svarede jeg – jeg kan være der om 15 minutter. Så hurtigt kunne det ikke gå, sagde hun. Hun ville give beskeden videre, så jeg ville få et brev fra sygehuset om tidspunkt for indkaldelsen. Øv, tænkte jeg.

Onsdag – dagen efter – skete det mærkelige så. En sygeplejerske ringe og spurgte om jeg var klar til at starte hjerterehabilitering. JA, sagde jeg – jeg kan være der om 15 minutter. Så hurtigt kunne det ikke gå…..  Hov, hov sagde jeg. Jeg var det samme igennem i går, hvor en anden sygeplejerske ringede om spurgte om det samme. Jeg havde håbet, at du ringere og fortalte, at der var et afbud, som jeg kunne starte på. Nu var hun lidt forvirret, men lovede at tjekke om et afbud.

Hun ringede tilbage kun 20 minutter senere og fortalte, at der var et afbud til start med det samme. Det vil sige opstartssamtale og cykeltest næste morgen. Om jeg var klar??….. Jeg jublede. Jeg skulle bare få taget en blodprøve (og vistnok også en EKG) næste morgen inden samtalen og testen.

Samme dag (onsdag) fik jeg indkaldelsesbrevet fra Herning Sygehus, som var blevet sendt dagen før – eftersamtale med den første sygeplejerske. Indkaldelsen beskrev en ventetid på 2 uger for hjerterehabilitering. Jeg var ligeglad, for jeg var kommet med på et afbud.

Næste morgen fik jeg ordnet blodprøve (og EKG). Jeg kunne nemt nå hjem og spise før samtalen og testen.

Lægen havde været mine papirer igennem og samtalen forløb rigtig godt. Nu skal der trænes – og der skal trænes hårdt. Vi skal prøve at bekæmpe dine dobbeltslag med træning, medicinering og vægttab.

For at hjælpe træningen og iltoptagelsen fik jeg noget nyt medicin (ikke nyt i den forstand, men ny medicin for mig). Den medicin har gjort, at jeg kan træne og træne næsten uden at blive træt og forpustet. Selv efter spurt op af trapperne, hvor de andre gisper efter vejret, så er jeg klar igen kun 20 sekunder efter.

Selve cykeltesten gik ok. Jeg havde mange dobbeltslag, men viste, at jeg godt kunne træne med dem.

”Du er cleared til at starte hjerterehabiliteringen” var dommen. Hvornår skal jeg starte? I morgen kl. 0800 på morgenholdet.

Hvis rehabiliteringen, medicinering og vægttab ikke har den ønske effekt, så har vi stadig andre metoder, fortalte lægen mig. Ok, tænkte jeg, så er dette ikke nødvendigvis den sidste mulighed, hvis jeg ikke får succes med træning.

Alt omkring min genoptræning og rehabiliteringen kan du læse om i min anden blog ”hjerterehabilitering” – link er til venstre på denne side.

Denne blog er ikke færdig, da der stadig sker ting, som ikke er genoptræning.

Brændes i hjertet

Dagen kom, hvor jeg skulle til Skejby for varmebehandling af mine rytmeforstyrrelser i hjertet. I ugerne op til havde jeg talt med mange kollegaer på arbejdet, som havde fået gjort det selv. Det kom faktisk som en overraskelse for mig, hvor mange man egentlig kender, som har fået lavet varmebehandling i hjertet. Jeg fik rigtig mange gode skulderklap og humøret steg en hel del. Hold da op, det vidste jeg ikke, at de havde gennemført. Hvis de kan, så kan jeg også – der er håb derude.

Jeg glædede mig helt enormt til at få dette gjort, så min hverdag kunne blive normal igen.

Med alle de tidligere oplevelser på specielt Herning Sygehus, så var dette bare én mere, som skulle overstås.

I henvisningsbrevet fra Skejby Sygehus stod, at jeg skulle stoppe med at medicin for rytmeproblemer 5 dage før indlæggelsen. Som skrevet, så gjort.

Jeg ankom til tiden mandag d. 7. februar. Blev vist til min seng og forklaret hvad der skulle ske. Det hele kørte stille og roligt. Der blev taget blodprøver og EKG, og jeg fik endnu en ”fodlænke” på, så jeg ikke kunne forlade afdelingen. Der blev også lavet en ultralydsscanning af mit hjerte.

Denne gang havde jeg forberedt mig lidt bedre end sidste gang, jeg var på Skejby, så tiden gik hurtigt.

Efter aftensmaden besluttede jeg mig for at gennemføre en ”Tour de Afdeling”, som jeg havde gjort tidligere. Jeg fandt en runde, som jeg kunne gå og gik derudaf. Det skulle jeg ikke have gjort… Jeg havde glemt, at jeg ikke havde fået min hjerterytmemedicin i 5 dage nu. Pludseligt fik jeg dobbeltslag af en voldsom karakter. Jeg blev jeg enormt svimmel og måtte sætte mig ned på gangen. Efter ca. 5 minutter – ingen så mig – kunne jeg liste hen til afdelingens kontor. Da de ikke sidder og kikker på monitoren hele tiden, havde de intet opdaget. Men da der er historik på, så kikkede de lige tilbage på mine data. I mellemtiden var jeg listet ind i seng. Sygeplejersken kom straks ind og så til mig. Hun sagde, at jeg var helt grå i hovedet, og at en læge ville komme og se på mig. Ca. 5 minutter efter var lægen der. Jeg havde det ok igen og fik strengt forbud mod at motionere på gangene J.

Tirsdagen kom, hvor ”brændingen” skulle foregå.

Jeg blev kørt ind på operationsstuen (igen). I det store og hele mindede det mig om en KAG, hvor de går ind i lyske og op i hjertet gennem blodårerne. Igen lå jeg og fulgte med på storskærmen.

Lægen skulle fremprovokere dobbeltslagene, så jeg fik noget sprøjtet ind (hvor og hvordan fandt jeg aldrig ud af, men det virkede). Jeg kunne mærke dobbeltslagene.

1, pause, 2, 3, pause, 4 pause, 5, 6… sådan forsatte lægen op til 10. Kan du høre at jeg tæller, spurgte læge mig. ”Ja”. ”Det er de steder, hvorfra dine dobbeltslag kommer”, sagde han. ”Vi er nu oppe på 10 forskellige steder, og det er ikke godt”.

For at gøre en lang historie kort, så kunne lægen ikke gennemføre varmebehandlingen af mig, da jeg havde dobbeltslag fra alt for mange forskellige steder i hjertet. Hvis dobbeltslagene var kommet fra et centralt sted, så havde det kunne lade sig gøre, men ikke fra stort set hele hjertet. Chancen for succes var ikke stor nok i forhold til risikoen.

Derfor blev operationen afbrudt. Dog skete der noget mærkeligt umiddelbart efter beslutningen om at stoppe var taget. Jeg fik et mega-stød i hjertet. Jeg totalt mistede pusten og lå og gispede efter vejret. Jeg fik aldrig spurgt dem om, hvad der skete, da jeg var totalt rundt på gulvet. Jeg kom til mig selv igen og fik styr på åndedrættet igen efter ca. 10 sekunder.

Efter operationen skulle jeg igen ligge stille i et par timer på grund af såret i lysken.

Jeg blev udskrevet igen dagen efter, hvor Birthe kom og hentede mig. Igen en nedtur, og nu kunne jeg ikke foretage mig noget den næste uge – ingen træning i kælderen på grund af lysken.

 

 

Tog 12 kilo på i vægt

December måned blev lang. Jeg gik og ventede på brev fra Skejby. Efter KAG’en d. 18. november skulle min sag tages op på en konference mellem Herning og Skejby sygehuse. Herefter ville jeg så modtage besked om indlæggelse på Skejby. Jeg ventede og ventede…..og kiloene kom på kroppen. Jeg måtte jo ikke træne, så der var ikke meget jeg kunne gøre andet end at trøstespise. Jeg var nu begyndt at arbejde halvdags – mere kunne jeg ikke magte på grund af træthed.

Jeg måtte lave om på min hverdag, for vægten var ved at være træt af mig. Jeg var begyndt at indrette et træningsrum i min kælder – det blev gjort færdigt. Herefter kunne jeg tage nogle gåture på løbebåndet og cykelture på motionscyklen. Det var blevet frostvejr udenfor og jeg blev utroligt hurtigt træt i det kolde vejr – så al aktivitet blev indenfor i kælderen.

Lige før jul kom brevet fra Skejby så. Jeg blev indkaldt til varmebehandling af hjerterytmeforstyrrelse d. 7. februar 2011. OK, 6 ugers ventetid. Det kunne jeg godt tage.

Januar kom så til at gå hurtigere (føltes det). Jeg gik og cyklede i kælderen og arbejde halvtids. Jeg havde efterhånden indarbejdet en ”normal” dag, hvor jeg var på arbejdet frem til middag, hvorefter jeg tog bussen hjem for at sove. Jeg var stadig meget træt, og specielt efter jeg startede på arbejdet hver formiddag. Normalt vågnede at så ved ca. 1500 tiden, hvorefter jeg så trænede i kælderen indtil Birthe kom hjem. Efter aftensmad skete det også tit, at jeg måtte have en lur foran fjernsynet.

Udover at være meget træt, så tog jeg også ca. 12 kilo på i vægt. Det skete som kombination af flere ting. Jeg var stoppet med at ryge, jeg måtte ikke træne og jeg trøstespiste en stor del. Disse 12 kilo slås jeg stadig med at komme af med. Nu må jeg træne og al slik og chips er smidt ud, men det er sværere at komme af med kiloene, nu hvor jeg ikke ryger mere.

 

 

Igen sad jeg og stor-tudede

Efterhånden som alle testene gik dårligt begyndte mit humør at forsvinde. Midt i november, hvor jeg havde KAG’en, var mit humør bare helt i kulkælderen. Jeg havde på daværende tidspunkt allerede haft to sammenbrud mens jeg var på sygehuset. Efterhånden syntes jeg, at situationen begyndte at blive uoverskuelig og lige meget hvad der blev gjort, så hjalp det ikke.

Ikke fordi jeg på noget tidspunkt gik med tanker om at tage mit eget liv, men fordi alle vores planer om fremtiden pludselig skulle tages op til overvejelse igen, fordi alle mine egne tanker om fremtiden skulle revurderes, fordi vores søn kun er 12 år og jeg ikke har lyst til at efterlade ham allerede, fordi mine fremtidsmuligheder på arbejdet pludselig blev ændret og der er ting jeg nok ikke kommer til mere (må ikke), fordi, fordi…..

Mit første sammenbrud kom den dag, hvor jeg blev kaldt tilbage til sygehuset og pludselig indlagt (Indlægget om myokardieskintigrafi). Jeg var stort set lige ankommet igen og fået min seng. Pludselig kom alle følelserne bare op i mig og jeg stor-græd. Hvorfor lå jeg nu her igen, hvorfor kunne jeg ikke bare træne og blive rask, hvorfor, hvorfor…..

Det andet sammenbrud kom ved samtale med en sygeplejerske på Herning Sygehus. Der er specielt en sygeplejerske på Herning, som fulgte mig i starten. Hende skulle jeg have en samtale med om hele min situation og hvad der sker omkring mig. Vi kan også ind på det følelsesmæssige og det kunne jeg ikke klare. Igen sad jeg og stor-tudede.

Flere af mine kollegaer kunne se på mig, at tingene ikke gik som det skulle. Selvfølgelig havde jeg fortalt de mest indviede om hele mit forløb. Der blev efterhånden flere og flere, som rådede mig til at tage en samtale med en psykolog. Hvad for noget???... mig til psykolog – aldrig i livet. Sådan noget har jeg ikke behov for. Men jeg kunne efterhånden godt se, at jeg havde behov for at tale med nogle om mine oplevelser og tanker. Så, ja, jeg fik kontakt til en psykolog og kom heldigvis hurtigt til samtale.

Her kom så det tredje sammenbrud. Igen skulle jeg forklare og fortælle om fordi og hvorfor, og igen sad jeg og flæbede. 

Heldigvis skulle det vise sig at blive lige præcis det stød jeg skulle have for at komme videre. ”Hvad er det Carsten vil – ikke hvad er det de andre ønsker du skal gøre – hvad er det du vil – og gør det så”. ”Gør tingene for dig selv og ikke for andre”. ”Ændre tingene til hvad du ønsker de skal være”.

Heldigvis var jeg i en situation, hvor jeg var i stand til at ændre tingenes tilstand.

Jeg har ikke haft noget sammenbrud efter denne dag, men ser stadig psykologen én gang om måneden.

Det har selvfølgelig ikke gjort mig mere rask i forhold til mine hjerterytmeproblemer, men det ændrede en del af min hverdag.

 

 

Koronararteriografi (KAG)

Jeg følte efterhånden, at Herning Sygehus var ved at løbe tør for gode idéer. Der var dog én ting tilbage, som skulle tjekkes, før man ville sende mig til Skejby igen. Herning ville tjekke om stenten stadig sad, som den skulle og at mine kranspulsårer var ok – det var blevet tid til en koronararteriografi (KAG) – igen. Det var stort set det samme, som blev lavet på Skejby, da de lavede ballonudvidelsen og satte stenten ind. Igen skulle de ind i hjertet via lysken. Der var dog to store forskelle fra den første gang på Skejby og denne gang på Herning. Et; Jeg var forberedt og to; denne gang ambulant og ingen indlæggelse.

Jeg mødte på ambulatoriet klokken mega tidligt om morgenen, hvor jeg blev gjort klar – til at vente. Jeg tror jeg ventede i ca. 3 timer, før det blev min tur.

Ellers var det stort set den samme oplevelse som på Skejby: lokal bedøvelse i lysken, et lille snit, diverse lange slanger og rør ind i mine blodårer – alt imens jeg beundrede forestillingen på storskærmen over mit hoved.

Nix – stenten sidder som den skal og der kan ikke konstateres nogen problemer.

Hæftet sammen, et pres i lysken imod ophobning af blod, ligge stille i ca. 2 timer og klar til at blive hentet. Birthe hentede mig ved ca. 17-tiden.

Jeg var stort set ikke kommet videre – bortset fra, at jeg igen ikke måtte lave noget fysisk hårdt arbejde de næste par dage, af frygt for at såret i lysken kunne springe op.

Nu var jeg ved at været ”lidt” træt af det hele. Alle kunne se, at jeg havde hjerterytme forstyrrelser, når jeg belastede hjertet, men ingen kunne finde grunden. Det var blevet tid til at lade Skejby se på mig.

 

 

En mega-hård test

Næste prøve var et arbejds-EKG. Det vil sige en cykeltest mere, men hvor EKG registreres konstant og blodtrykket jævnligt. Cyklingen starter med lav belastning, som efterhånden øjes med ca. 3 minutters mellemrum. Testen fortsætter indtil man enten er så træt, at man ikke kan klare mere, eller indtil pulsen har nået et maksimum passende for sin aldersgruppe – eller der sker et eller andet uforudset.

Da jeg tager medicin, som bl.a. sænker min puls, så fortsatte testen indtil jeg var totalt udmattet. Jeg kan ikke huske, hvor mange minutter jeg kørte på kondicyklen, men den udskrevne EKG-seddel var da pæn lang.

Formålet med denne test var, at undersøge om hjertet får ilt nok under belastning. Da jeg nu havde haft hjerterytmeproblemer (dobbeltslag) under fysisk aktivitet, var den test meget spændende for mig.

Efter kun ganske få minutter begyndte dobbeltslagene at komme – udover, at jeg kunne føle dem, så var de også ganske nemme at se på både EKG-udskriftet og skærmen. Men vi (jeg) knoklede videre, så godt jeg nu kunne. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne mere, fik jeg kun besked på at fortsætte, indtil de havde taget det sidste blodtryk. At tage et blodtryk tager normalt kun ca. 30 sekunder. 30 sekunder er ikke land tid, men de kan være lange nok, når man er fuldstændig flad, har mælkesyre og lungerne hænger udenpå trøjen. Ligesom to minutter opfattes meget forskelligt afhængig af, hvilken side af toiletdøren du er på J.

Jeg ved ikke om testen blev dumpet eller bestået. Hvis det var for at konstatere og dokumentere rytmeproblemer, så var den bestået til UG. Hvis det var i min naive tro og håb, at jeg måtte starte genoptræningen igen, hvis jeg ikke fik rytmeproblemer – ja, så dumpede jeg fælt.

Senere hen skulle testen dog vise sig at blive guld værd for mig – jeg havde nemlig bevist, at jeg kunne træne og presse mig selv, selvom jeg havde hjerterytmeproblemer.

 

 

Myokardieskintigrafi.

Jeg var nu blevet stoppet i rehabiliteringen (genoptræningen) og de efterfølgende uger kom til at gå med et hav af prøver og tests, for at klarlægge, hvorfor jeg havde udviklet disse hjerterytmeproblemer. Efter den mislykkede cykeltest blev jeg udstyret med en hjertemåler, som jeg skulle have på et par dage. Den var heldigvis meget mere behagelig end blodtryksmåleren. Efter jeg afleverede hjertemåleren igen en formiddag nåede jeg kun lige hjem igen, før de ringede til mig fra sygehuset; ”En læge har set på dine hjerterytme resultater, og vi vil meget gerne have, at du kommer her ind igen – og helst så hurtigt som muligt – du bliver indlagt!!”

Jeg ringede til Birthe, som stadig var på arbejdet og spurgte, om ikke hun kunne komme hjem lidt før og køre mig på sygehuset.

Jeg var indlagt i ca. 24 timer, hvor vi gennemgik alle mine tal. Desuden blev der lavet endnu en ultralydsscanning (ekkokardiografi) af hjertet. Samme resultat som tidligere – alt fungerer fint. ”Du stopper al træning og hårdt fysisk arbejde indtil vi har undersøgt dig yderligere”, var dommen fra lægen.

”Jeg udskriver dig ikke til egen læge, men giver dig en åben indlæggelse”. Det betød næsten, at jeg kunne komme og gå på sygehuset, som det passede mig.

Jeg kunne nu lige så godt have indlogeret mig på sygehuset de efterfølgende uger.

Første undersøgelse var myokardieskintigrafi……J. prøv lige at udtale det. Jeg har endnu ikke lært det. Undersøgelsen viser blodforsyningen til hjertets muskelvæv ved at sprøjte radioaktivt sporstof ind i blodårerne. Undersøgelsen strækker sig over to dage – den ene dag, hvor man laver fysisk arbejde (kondicykel) og den anden dag, hvor man er i hvile. Efter det radioaktive stof er sprøjtet ind, skal der gå én time, hvorefter man bliver lagt ind i et mega-avanceret fotoapparat, som kører rundt om brystet og fotograferer.

Efter to dage med radioaktive stoffer i kroppen troede jeg, at jeg blev selvlysende – men nej.

Resultatet af to dage med undersøgelser: ”nix, intet, vi kan ikke se noget!” Videre til næste prøve.......

Jobcenter Herning.

Dagen kom, hvor jeg skulle til briefinger og samtaler ved Jobcenter Herning. Jeg var meget spændt på, hvad det hele gik ud på.

Den generelle briefing gik ud på regler og bestemmelser. Jeg startede med stor koncentration, for jeg skulle ikke trækkes i løn. Jeg begyndte dog at slappe af efter ca. 10 minutter, hvor jeg fandt ud af, at det ikke var for mig, men for de arbejdsløse, som også var til stede. Jeg har jo arbejde og skulle som sådan kun tale med en sagsbehandler.

Mener at huske, at den generelle briefing tog ca. en time – heldigvis var der masser af kaffe.

Herefter var det tid med vores individuelle sagsbehandlere. Det blev en meget positiv samtale, hvor vi gennemgik min situation med arbejdet, mine begrænsninger, min genoptræning (som ikke var stoppet på det tidspunkt) og en fælles plan for at vende tilbage til fuldtidsarbejde igen efter genoptræningen.

Min store skepsis over, hvad jeg skulle på jobcentret blev vendt til en meget positiv oplevelse. Da kommunen skal refundere sygedagpenge til min arbejdsgiver, så vil de også gerne være med på planen og vide, hvad der foregår. Jeg vidste bare ikke, at sygedagpengekontoret var blevet lagt ind under jobcentret.

Nu er jeg i kontakt med min sagsbehandler mindst hver måned, eller når der sker ændringer i min tilstand.

Sådan lærte jeg også noget den dag J.

En masse aftaler.

Jeg var nu blevet stoppet med min rehabilitering. De næste 5-6 uger skulle nu vise sig at blive et mareridt, ikke kun med hensyn til diverse prøver og tests jeg kom i gennem, men også psykisk. Stille og roligt begyndte det at gå op for mig, hvad der var sket og hvilken konsekvens dette kunne/kan få for mig.

Her vil jeg gerne komme med en indskudt bemærkning om det psykiske pres, som opstår ved alle de breve og aftaler man pludselig får – og som skal overholdes. Man er meget nervøs for at miste en aftale, som kan få konsekvenser enten for din behandling på sygehuset eller for din indkomst.

Det varede ikke et par uger, før det første brev kom fra Jobcenter Herning. Jeg kan ikke huske de korrekte ord i brevet, men det var noget om, at jeg nu havde været syg i flere uger og at jeg skulle møde til orienteringsbriefing og samtale på Jobcentret. HVAD ???. Hvorfor skulle jeg møde på jobcentret? Jeg er da ikke arbejdsløs….? – Jeg har da ikke modtaget nogen fyring?. Skal jeg nu starte på alle mulige aktiveringskurser?

Samtidig fik jeg et brev fra min arbejdsgiver – Forsvarets Personeltjeneste. ”Hvis jeg ikke overholder de aftaler med Kommunen, så vil forsvaret ikke modtage refusion for mine sygedage – og det ville så igen få indkomstmæssige konsekvenser for mig”!!!! TAK FOR KAFFE. Dette brev læste jeg nok 10 gange. Hold da k…. mand. Hvis jeg mister et møde med Jobcenter Herning, så kan jeg blive trukket i løn.

Jeg kan huske, at samtlige møder jeg havde med jobcentret (og sygehuset for den sags skyld) blev skrevet i alle mine kalendere og på gule stickers både hjemme og på arbejde – jeg skulle IKKE trækkes i løn. Jeg må den dag i dag sige, at jeg er utroligt skuffet over Forsvaret Personeltjeneste. Det brev lagde et absolut unødvendigt psykisk pres ned over mig, i en situation, hvor jeg i forvejen ikke havde det for godt.

Herudover havde jeg også mange aftaler med sygehuset om diverse prøver og tests. Før hver prøve og test jeg skulle i gennem, skulle jeg forinden møde til blodprøver og nogen gange EKG. Jeg drønede ind og ud af Herning Sygehus – og blev mere og mere bleg for hver gang de tappede blod.

Udover dette udefrakommende psykiske pres, så opstod der også stille og roligt et indre psykisk pres, som jeg beskriver senere.

Starter på genoptræning

Jeg hopper lige ud af min fortælling og kommer med en live-opdatering fra i dag d. 23. februar 2011.

I dag blev jeg kontaktet af Herning Sygehus Rehabilitering (genoptræning). I morgen skal jeg til opstartssamtale, lægeundersøgelser og cykeltest med henblik på at starte rehabilitering så hurtigt som muligt – super godt.

Dette er et emne, som jeg også meget gerne ville beskrive i denne blog, men på grund af den store kronologiske forskel mellem bloggen og den virkelige verden, som lige nu løber hurtigt for mig, så har jeg oprettet en ny blog. Den nye blog vil beskrive min genoptræning / rehabilitering med start fra d. 24. februar 2011. Du kan finde et link til den i venstre side af denne blog eller her:

http://hjerterehabilitering.blogspot.com

Jeg tror, det bliver et meget spændende projekt. Siden blodproppen i september, har jeg stort set ikke trænet og yderligere taget 15 kg på i vægt. Det vil sige, at jeg næsten starter fra nul.

Forkert medicin???

De næste par uger gik med at vente på indkaldelse til Herning Sygehus Hjerterehabilitering. I mellem tiden synes jeg dog, at jeg fik det lidt underligt når min puls steg. Jeg blev lidt svimmel og havde kraftig puls af bare at gå en rask tur. Derfor gik jeg til min egen læge - jeg var blevet udskrevet fra sygehuset til egen læge. Mit blodtryk blev taget og det var stadig højere end normalt (end hvad det havde været før blodproppen). Jeg fik en blodtryksmåler med hjem, som jeg have på i 48 timer – hele tiden. Om dagen tog den trykket hvert 15. minut og om natten hvert 30. minut. Resultaterne blev gemt i maskinen, så lægen kunne udlæse dem senere. De 48 timer blev et mareridt, og jeg var super glad for at slippe af med måleren.

Lægen fik hurtigt kikket på resultaterne og kaldt mig ind til samtale – ”dit blodtryk er for højt, så jeg ændrer din medicin” var dommen.

Om det var ændringen af medicinen og/eller den nye medicin, ved jeg ikke, men jeg har lige siden kæmpet med hjerterytmeproblemer – som, jeg helt bestemt aldrig havde haft før. På grund af mit arbejde, så går jeg til flyvemedicinske lægeundersøgelser hvert halve år, og jeg har i mere end 22 år som pilot aldrig før haft problemer med hjertet. Disse hjerterytmeproblemer kæmper jeg stadig med den dag i dag, og har været skyld i mange ture ind og ud af både Herning og Skejby sygehuse.

Dette har fået mig til at miste tilliden til min egen læge og hans viden indenfor hjertesygdomme. Det er muligt han kan klare en influenza eller almindeligt forekommende ting, men jeg vil ikke spørge ham til råds vedrørende mit hjerte. Det er nok også derfor, at han er almindelig praktiserende læge og ikke specialist på et sygehus.

For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at den nye medicin blev taget fra mig første gang en læge efterfølgende undersøgte mig på Herning Sygehus, hvilket blev ca. to uger senere.

Jeg blev indkaldt til Hjerterehabilitering med start midt i oktober 2010. Normalt skulle jeg have startet med en lægeundersøgelse og en cykeltest, men af en eller anden årsag blev undersøgelsen og testen udskudt i nogle dage – dog fik jeg lov til at træne med.

Jeg konstaterede hurtigt, at mit hjerte ikke arbejdede, som det plejede. Jeg blev hurtigt stakåndet og lettere svimmel når min puls steg. Jeg kunne dog nemt kontrollere og mærke det, så jeg satte bare tempoet ned.

Den efterfølgende uge havde jeg så lægeundersøgelsen – og skulle også have haft cykeltesten. Lægen konstaterede meget hurtigt – ved bare at lytte til mit hjerte i hvile, at jeg havde rytme problemer – dobbeltslag. Dette blev også konstateret ved cykeltesten. Mange mennesker har dobbeltslag en gang i mellem, men jeg har det konstant i flere minutter, når pulsen kommer op. Det vil sige, at når jeg knokler derudaf med en puls på 140 (kan ikke komme højere på grund af medicinen), så dropper pulsen pludselig til det halve. Godt nok har jeg stadig 140 slag, men kun de 70 af dem er rigtige og kraftige nok til at transportere ilt rundt i kroppen. De andre 70 er for svage til at kunne måles.

Forestil dig, at arbejde for fuldt tryk på en kondicykel, og så pludselig kun få den halve ilt – så bliver man stakåndet og svimmel meget hurtig.

Lægen stoppede meget hurtigt cykeltesten og gav mig forbud mod at træne mere – foreløbig. Samtidig fjernede han den nye medicin og satte mig op i en af de "gamle" præparater.

Disse dobbeltslag må være opstået mellem konsultationen hos min egen læge og undersøgelsen på Herning Sygehus – ellers må jeg gå ud fra, at min egen læge også ville have konstateret dem. Derfor kan jeg kun tillægge dobbeltslagene den nye medicin, som min egen læge ordinerede – med mindre, at dobbeltslagene opstod af sig selv indenfor disse to uger.

Hvad er der sket med min far?

Ankomsten til Herning Sygehus foregik stille og roligt. Selvom jeg godt kunne gå, så blev jeg transporteret hele vejen til afdelingen. Også her blev jeg udstyret med det berømte trådløse hjerte-moniterings-instrument, så også her var mine udfoldelser begrænset.

Næste formiddag kom ”ryge-stop”-vejlederen, som Herning Sygehus har. Hun tilbød mig det efterhånden hårdt tiltrængte nikotin-plaster og et ”rygerør”.

Jeg blev også informeret om genoptræning, diet-vejledning, medicinen og det mere aktuelle – hvad var der sket.

Det blev et par travle dage med mange besøg – både af familie, venner og arbejdskollegaer, men også informationsbesøg af mange forskellige fra sygehuset.

Fredag d. 10. september blev jeg udskrevet og måtte igen komme hjem. Nu skulle jeg stå på egne ben igen – ikke mere tryghed.

Også en meget stor tak til Herning. Super service og behandling. Tusind tak for alle informationerne, som er guld værd, når man står alene nogle dage efter.

Vi har en stor schæfer-tæve på næsten 40 kg. Hun er vant til, at jeg er væk i hele uger, men så skal jeg også have den helt store omgang, når jeg kommer hjem. Denne gang var bare ikke nogen god gang. Jeg skulle stadig passe på og tage det roligt på grund af såret i lysken. Birthe måtte holde hende, så jeg kunne sidde ved siden af og snakke med hende. Hun var desværre nok meget skuffet.

Nu kom det svære så. Vi skulle til at have en hverdag til at køre igen – og jeg var blevet den begrænsende faktor.

Selvfølgelig talte vi meget med vores søn Mark, som var 12 år gammel. Men det var svært. Han har jo ret til at vide det hele, men man vil heller ikke male fanden på væggen.

Hvad er sket med min far? I sidste uge kunne vi spille fodbold og golf sammen, og vi kunne tumle og slås for sjovt. Nu må han intet – og i hvor lang tid?

Birthe og jeg talte selvfølgelig også meget om det – hvordan hun havde oplevet det, og hvordan fremtiden nu skulle være.

På grund af mit arbejde, så har vi alle papirer lavet og på plads – testamente, forsikringer, begunstigelseserklæringer osv. Og Birthe ved, hvor det hele ligger - så der havde vi ingen problemer. Men der er stadig ting, som vi endnu ikke har talt om – de rigtigt svære ting – der, hvor man begynder at græde. Dette vil jeg komme tilbage til i et senere indlæg. Jer, som selv har prøvet det, ved hvad jeg snakker om.

Nå men, det var efterhånden ved at blive hverdag igen – en anden hverdag.

En "kold tyrker" og "fodlænke"

Efter operationen og havde ringet hjem husker jeg faktisk ikke så meget mere af mandagen d. 6. september – kun nogle få brudstykker. Jeg kan huske, at jeg ikke måtte bevæge mig i sengen den første time efter, at læge havde lukket såret i lysken. Dette var ikke svært, da jeg hurtigt faldt i søvn. På et tidspunkt i løbet af mandagen blev der lavet en ultralydsscanning (ekkokardiografi) af hjertet. Dette er normalt efter en blodprop i hjertet, for at bestemme eventuelt omfang af skade på hjertemusklen. Man kunne ved scanningen ikke konstatere nogen skade på hjertet.

Planen var herefter, at jeg skulle overføres til Herning Sygehus den efterfølgende dag – om tirsdagen. Denne plan fik jeg hurtigt ødelagt mandag aften ved at have for højt blodtryk. Hvad var nu det? Jeg har aldrig haft for højt blodtryk før. Skejby besluttede at beholde mig under observation yderligere én dag. Desuden startede Skejby mig op på en masse medicin – noget, som skal tages resten af livet og noget, som jeg forhåbentlig kan stoppe med inden for ét år.

Jer, som kender både Birthe og mig, kan også huske, at vi begge var rygere. Jeg røg vel omkring 25 stykker om dagen i gennemsnit. Vi havde ofte talt om at stoppe med at ryge, men havde ikke rigtigt haft ”muligheden” og motivationen. Den kom en søndag aften, d. 5. september 2010. Jeg havde, som sædvanlig røget en cigaret før sengetid. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det skulle blive min sidste. Det var egentlig ikke fordi jeg havde den store smøgtrang de dage jeg lå på Skejby, men det undrede mig alligevel, at de ikke tilbød hverken nikotin-plaster eller anden form for afvending. Sådan blev mit rygestop en ”kold tyrker”. Birthe spurgte selvfølgelig flere gange til, hvordan det gik med ikke at ryge. Mens jeg nu var væk og ”stoppet” med at ryge, besluttede hun sig for også at stoppe. Og det gjorde hun så …….. bare sådan uden videre….. Hun købte lidt nikotin-tyggegummi og plaster, men har næsten ikke rørt det.

Tiden på Skejby gik nu hurtigt – sove, mad, toilet, besøg, sove, mad, toilet, besøg……..

Fra om tirsdagen begyndte jeg at gå lidt rundt i afdelingen – stille og roligt. Jeg var blevet udstyret med et hjerte-moniterings-instrument (EKG tingest). Denne sad med 5 pads på brystet og siderne, og moniterede min hjerterytme. Instrumentet sendte de målte informationer trådløst til systemet i afdelingen. Herefter kunne man se målingerne på ophængte skærme i alle værelserne – og desuden gå tilbage og se historikken i computersystemet – mega-smart. Der var kun et minus ved det – jeg måtte ikke gå udenfor afdelingen. Udenfor afdelingen var der ikke opsat modtagere til det trådløse system. Det var næsten som at have fodlænke på – jeg kom i hvert fald til at kende afdelingen rimelig godt.  

Onsdag eftermiddag (8. september 2010), blev jeg kørt til Herning Sygehus med ambulance. Denne gang kørte vi langsommere.

Tusind tak til Skejby for god service og behandling. I var altid super professionelle og gode til at informere.

Vi går ind i dine blodårer i lysken.

På vej til Skejby Sygehus mistede jeg selvfølgelig al tidsfornemmelse. Smerterne fra brystet var blevet dulmet med en masse forskellige præparater – nok mest morfin. Selvom jeg var godt dopet op, så var jeg ved bevidsthed hele vejen. Klokken var vel omkring 0145 d. 6. september 2010 da vi ankom.

Lægen fortalte, at hun havde sendt mine data til Skejby og at de var klar til at modtage mig – og det må jeg sige, at de var. Fra det øjeblik ambulance holdt stille og døren gik op gik tingene ufatteligt hurtigt – så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at takke lægen fra Herning. Hun var gået med ind i gangen for at overdrage til den modtagende læge. Det sidste jeg kan huske hun sagde til mig var, at hun nok skulle ringe til Birthe og fortælle, at jeg nu var ankommet til Skejby – og at jeg sagde tak og farvel.

Hvor mange de var, ved jeg ikke. Jeg blev bedt om at ”hoppe” over på en operationsbriks, hvorefter de alle ”angreb” mig. Alle mulige ting blev sat på og gjort klar, bukserne hevet af og barberet i lysken…. For pokker, det er i brystet smerterne er !!!!! ”Vi går ind i dine blodbaner gennem højre side af lysken. Herfra fører vi nogle slanger op til hjertet og undersøger dig. .......ok……..

Heldigvis blev jeg lokalbedøvet i lysken før de skar hul, så jeg mærkede intet. ”YES, der er den – blodproppen”, sagde lægen. Jeg lå og fulgte med på et fjernsyn, som hang over min venstre side. Fjernsynet var model ”Mega-stor”, nok 60 tommer. Det var en meget underlig fornemmelse at se dette på en storskærm. For pokker, det var mit hjerte og mine blodårer jeg så på. Her stod lægen og førte slanger og andre ting rundt i mine blodbaner, som om han var slamsuger og rensede kloakrør. Det var et imponerende syn. Hatten af for lægerne, deres lange uddannelse, samspillet med sygeplejerskerne og i det hele taget det hele. Jeg kunne ikke lade være med at blive imponeret.

”Du har en blodprop i kranspulsåren”. ”Jeg laver en ballonudvidelse og sætter en stent ind”, sagde lægen. Ok, tænkte jeg – hvad er en stent? Jeg havde aldrig hørt det ord før.

”Så er vi færdige”, sagde lægen. ”Alt er som det skal være og din blodprop er væk”. Klokken var nu blevet ca. 0245 – 3 timer efter, at jeg begyndte at få smerte i brystet hjemme i Lind.

Hvis du vil, så må du gerne ringe hjem – hvilket jeg selvfølgelig gjorde.  

Hold kæft en smerte......

Skatter, du bliver nødt til at vågne. Jeg har det ikke så godt herovre. Birthe, min hustru, var faldet i søvn for længe siden. Jeg lå og repeterede golfregler, for vi var netop startet på golfkursus.

Det var søndag d. 5. september 2010 og klokken nærmede sig midnat. Det havde været en skøn dag med masser af sol. Vi havde brugt nogle timer på golfbanen, og for første gang var vores søn med. Det var første gang han skulle prøve på en rigtig bane og ikke bare driving rangen.

Resten af dagen brugte vi i haven, hvor vi hygge med grill.

Det havde helt i gennem været en perfekt familiedag med dejligt vejr.

Jeg gik i seng ved ca. 2330-tiden og lå og læste. På et tidspunkt begynder det at stramme i brystet, men hvad – jeg havde jo holdt en bog, så brystkassen skulle nok bare strækkes ud igen. Jeg lagde bogen og begyndte at strække armene ud til siderne. Det hjalp ikke. Måske hvis jeg lå på maven. Nej, heller ikke det. Jeg prøvede at ligge stille i et stykke tid – 10 minutter måske. Smerterne blev stille og roligt værre. Det var lige midt i brystet. Efter ca. 20 minutter, hvor jeg havde prøvet at ligge på maven, på ryggen, på siderne og endda stå op, blev jeg nødt til at vække Birthe.

”Skatter, du bliver nødt til at vågne. Jeg har det ikke så godt herovre”. Birthe vågnede med det samme og var lysvågen. ”Hvad er der galt?” Jeg fortalte hende om smerterne. Hun lå og kikkede på mig i et par minutter, hvorefter hun havde fået nok. ”Jeg ringer til lægevagten”, sagde hun. På det tidspunkt kunne jeg kun holde ud at stå op, og helst kun foroverbøjet. Smerterne var efterhånden så slemme, at jeg begyndte at græde. Der var ingen tvivl ved lægevagten – ambulancen er på vej.

Både ambulancen og lægen ankom utroligt hurtigt og stort set samtidig. Jeg kunne selv gå ud i ambulance, hvor lægen kort spurgte til mine smerter, lagde drop, gav mig smertestillende, samt tog blodtryk og EKG.

Lægen lovede at holde Birthe informeret om udviklingen, hvorefter jeg blev kørt af sted. Det varede dog ikke længe før vi holdt stille. Vi holdt ved motorvejen og der skulle tages en beslutning. Lægen havde sendt informationer om min status til sygehuset i Herning, og vi ventede på svar derfra - Skejby eller Herning? Svaret kom hurtigt; kør til Skejby.  

Det var nu blevet mandag d. 6. september 2010 og klokken var vel omkring 0030. Her lå jeg i en ambulance, som med fuld fart kørte mig til Skejby Sygehus med en formodet blodprop i hjertet.

Lægen havde været så flink at give mig en masse smertestillende, så turen var næsten helt ”behagelig”.

På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor meget denne ”oplevelse” ville komme til at ændre mit liv.

Så skete det for mig !!

Det, som aldrig ville ske for mig, skete alligevel - jeg fik en blodprop i hjertet. Dette er min historie, fra at have været en toptunet pilot i det danske flyvevåben, til pludselig en aften at blive kørt til Skejby Sygehus med fuld udrykning og herefter min lange kamp tilbage (som bestemt ikke er overstået endnu).

Dette er første gang jeg bruger "Blogger-metoden", så bær venligst over med mig :-).