søndag den 3. april 2011

Brændes i hjertet

Dagen kom, hvor jeg skulle til Skejby for varmebehandling af mine rytmeforstyrrelser i hjertet. I ugerne op til havde jeg talt med mange kollegaer på arbejdet, som havde fået gjort det selv. Det kom faktisk som en overraskelse for mig, hvor mange man egentlig kender, som har fået lavet varmebehandling i hjertet. Jeg fik rigtig mange gode skulderklap og humøret steg en hel del. Hold da op, det vidste jeg ikke, at de havde gennemført. Hvis de kan, så kan jeg også – der er håb derude.

Jeg glædede mig helt enormt til at få dette gjort, så min hverdag kunne blive normal igen.

Med alle de tidligere oplevelser på specielt Herning Sygehus, så var dette bare én mere, som skulle overstås.

I henvisningsbrevet fra Skejby Sygehus stod, at jeg skulle stoppe med at medicin for rytmeproblemer 5 dage før indlæggelsen. Som skrevet, så gjort.

Jeg ankom til tiden mandag d. 7. februar. Blev vist til min seng og forklaret hvad der skulle ske. Det hele kørte stille og roligt. Der blev taget blodprøver og EKG, og jeg fik endnu en ”fodlænke” på, så jeg ikke kunne forlade afdelingen. Der blev også lavet en ultralydsscanning af mit hjerte.

Denne gang havde jeg forberedt mig lidt bedre end sidste gang, jeg var på Skejby, så tiden gik hurtigt.

Efter aftensmaden besluttede jeg mig for at gennemføre en ”Tour de Afdeling”, som jeg havde gjort tidligere. Jeg fandt en runde, som jeg kunne gå og gik derudaf. Det skulle jeg ikke have gjort… Jeg havde glemt, at jeg ikke havde fået min hjerterytmemedicin i 5 dage nu. Pludseligt fik jeg dobbeltslag af en voldsom karakter. Jeg blev jeg enormt svimmel og måtte sætte mig ned på gangen. Efter ca. 5 minutter – ingen så mig – kunne jeg liste hen til afdelingens kontor. Da de ikke sidder og kikker på monitoren hele tiden, havde de intet opdaget. Men da der er historik på, så kikkede de lige tilbage på mine data. I mellemtiden var jeg listet ind i seng. Sygeplejersken kom straks ind og så til mig. Hun sagde, at jeg var helt grå i hovedet, og at en læge ville komme og se på mig. Ca. 5 minutter efter var lægen der. Jeg havde det ok igen og fik strengt forbud mod at motionere på gangene J.

Tirsdagen kom, hvor ”brændingen” skulle foregå.

Jeg blev kørt ind på operationsstuen (igen). I det store og hele mindede det mig om en KAG, hvor de går ind i lyske og op i hjertet gennem blodårerne. Igen lå jeg og fulgte med på storskærmen.

Lægen skulle fremprovokere dobbeltslagene, så jeg fik noget sprøjtet ind (hvor og hvordan fandt jeg aldrig ud af, men det virkede). Jeg kunne mærke dobbeltslagene.

1, pause, 2, 3, pause, 4 pause, 5, 6… sådan forsatte lægen op til 10. Kan du høre at jeg tæller, spurgte læge mig. ”Ja”. ”Det er de steder, hvorfra dine dobbeltslag kommer”, sagde han. ”Vi er nu oppe på 10 forskellige steder, og det er ikke godt”.

For at gøre en lang historie kort, så kunne lægen ikke gennemføre varmebehandlingen af mig, da jeg havde dobbeltslag fra alt for mange forskellige steder i hjertet. Hvis dobbeltslagene var kommet fra et centralt sted, så havde det kunne lade sig gøre, men ikke fra stort set hele hjertet. Chancen for succes var ikke stor nok i forhold til risikoen.

Derfor blev operationen afbrudt. Dog skete der noget mærkeligt umiddelbart efter beslutningen om at stoppe var taget. Jeg fik et mega-stød i hjertet. Jeg totalt mistede pusten og lå og gispede efter vejret. Jeg fik aldrig spurgt dem om, hvad der skete, da jeg var totalt rundt på gulvet. Jeg kom til mig selv igen og fik styr på åndedrættet igen efter ca. 10 sekunder.

Efter operationen skulle jeg igen ligge stille i et par timer på grund af såret i lysken.

Jeg blev udskrevet igen dagen efter, hvor Birthe kom og hentede mig. Igen en nedtur, og nu kunne jeg ikke foretage mig noget den næste uge – ingen træning i kælderen på grund af lysken.

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar