mandag den 28. februar 2011

Jobcenter Herning.

Dagen kom, hvor jeg skulle til briefinger og samtaler ved Jobcenter Herning. Jeg var meget spændt på, hvad det hele gik ud på.

Den generelle briefing gik ud på regler og bestemmelser. Jeg startede med stor koncentration, for jeg skulle ikke trækkes i løn. Jeg begyndte dog at slappe af efter ca. 10 minutter, hvor jeg fandt ud af, at det ikke var for mig, men for de arbejdsløse, som også var til stede. Jeg har jo arbejde og skulle som sådan kun tale med en sagsbehandler.

Mener at huske, at den generelle briefing tog ca. en time – heldigvis var der masser af kaffe.

Herefter var det tid med vores individuelle sagsbehandlere. Det blev en meget positiv samtale, hvor vi gennemgik min situation med arbejdet, mine begrænsninger, min genoptræning (som ikke var stoppet på det tidspunkt) og en fælles plan for at vende tilbage til fuldtidsarbejde igen efter genoptræningen.

Min store skepsis over, hvad jeg skulle på jobcentret blev vendt til en meget positiv oplevelse. Da kommunen skal refundere sygedagpenge til min arbejdsgiver, så vil de også gerne være med på planen og vide, hvad der foregår. Jeg vidste bare ikke, at sygedagpengekontoret var blevet lagt ind under jobcentret.

Nu er jeg i kontakt med min sagsbehandler mindst hver måned, eller når der sker ændringer i min tilstand.

Sådan lærte jeg også noget den dag J.



søndag den 27. februar 2011

En masse aftaler.

Jeg var nu blevet stoppet med min rehabilitering. De næste 5-6 uger skulle nu vise sig at blive et mareridt, ikke kun med hensyn til diverse prøver og tests jeg kom i gennem, men også psykisk. Stille og roligt begyndte det at gå op for mig, hvad der var sket og hvilken konsekvens dette kunne/kan få for mig.

Her vil jeg gerne komme med en indskudt bemærkning om det psykiske pres, som opstår ved alle de breve og aftaler man pludselig får – og som skal overholdes. Man er meget nervøs for at miste en aftale, som kan få konsekvenser enten for din behandling på sygehuset eller for din indkomst.

Det varede ikke et par uger, før det første brev kom fra Jobcenter Herning. Jeg kan ikke huske de korrekte ord i brevet, men det var noget om, at jeg nu havde været syg i flere uger og at jeg skulle møde til orienteringsbriefing og samtale på Jobcentret. HVAD ???. Hvorfor skulle jeg møde på jobcentret? Jeg er da ikke arbejdsløs….? – Jeg har da ikke modtaget nogen fyring?. Skal jeg nu starte på alle mulige aktiveringskurser?
Samtidig fik jeg et brev fra min arbejdsgiver – Forsvarets Personeltjeneste. ”Hvis jeg ikke overholder de aftaler med Kommunen, så vil forsvaret ikke modtage refusion for mine sygedage – og det ville så igen få indkomstmæssige konsekvenser for mig”!!!! TAK FOR KAFFE. Dette brev læste jeg nok 10 gange. Hold da k…. mand. Hvis jeg mister et møde med Jobcenter Herning, så kan jeg blive trukket i løn.

Jeg kan huske, at samtlige møder jeg havde med jobcentret (og sygehuset for den sags skyld) blev skrevet i alle mine kalendere og på gule stickers både hjemme og på arbejde – jeg skulle IKKE trækkes i løn. Jeg må den dag i dag sige, at jeg er utroligt skuffet over Forsvaret Personeltjeneste. Det brev lagde et absolut unødvendigt psykisk pres ned over mig, i en situation, hvor jeg i forvejen ikke havde det for godt.

Herudover havde jeg også mange aftaler med sygehuset om diverse prøver og tests. Før hver prøve og test jeg skulle i gennem, skulle jeg forinden møde til blodprøver og nogen gange EKG. Jeg drønede ind og ud af Herning Sygehus – og blev mere og mere bleg for hver gang de tappede blod.

Udover dette udefrakommende psykiske pres, så opstod der også stille og roligt et indre psykisk pres, som jeg beskriver senere.

onsdag den 23. februar 2011

Starter på genoptræning

Jeg hopper lige ud af min fortælling og kommer med en live-opdatering fra i dag d. 23. februar 2011.

I dag blev jeg kontaktet af Herning Sygehus Rehabilitering (genoptræning). I morgen skal jeg til opstartssamtale, lægeundersøgelser og cykeltest med henblik på at starte rehabilitering så hurtigt som muligt – super godt.

Dette er et emne, som jeg også meget gerne ville beskrive i denne blog, men på grund af den store kronologiske forskel mellem bloggen og den virkelige verden, som lige nu løber hurtigt for mig, så har jeg oprettet en ny blog. Den nye blog vil beskrive min genoptræning / rehabilitering med start fra d. 24. februar 2011. Du kan finde et link til den i venstre side af denne blog eller her:


Jeg tror, det bliver et meget spændende projekt. Siden blodproppen i september, har jeg stort set ikke trænet og yderligere taget 15 kg på i vægt. Det vil sige, at jeg næsten starter fra nul.

tirsdag den 22. februar 2011

Forkert medicin???

De næste par uger gik med at vente på indkaldelse til Herning Sygehus Hjerterehabilitering. I mellem tiden synes jeg dog, at jeg fik det lidt underligt når min puls steg. Jeg blev lidt svimmel og havde kraftig puls af bare at gå en rask tur. Derfor gik jeg til min egen læge - jeg var blevet udskrevet fra sygehuset til egen læge. Mit blodtryk blev taget og det var stadig højere end normalt (end hvad det havde været før blodproppen). Jeg fik en blodtryksmåler med hjem, som jeg have på i 48 timer – hele tiden. Om dagen tog den trykket hvert 15. minut og om natten hvert 30. minut. Resultaterne blev gemt i maskinen, så lægen kunne udlæse dem senere. De 48 timer blev et mareridt, og jeg var super glad for at slippe af med måleren.
Lægen fik hurtigt kikket på resultaterne og kaldt mig ind til samtale – ”dit blodtryk er for højt, så jeg ændrer din medicin” var dommen.

Om det var ændringen af medicinen og/eller den nye medicin, ved jeg ikke, men jeg har lige siden kæmpet med hjerterytmeproblemer – som, jeg helt bestemt aldrig havde haft før. På grund af mit arbejde, så går jeg til flyvemedicinske lægeundersøgelser hvert halve år, og jeg har i mere end 22 år som pilot aldrig før haft problemer med hjertet. Disse hjerterytmeproblemer kæmper jeg stadig med den dag i dag, og har været skyld i mange ture ind og ud af både Herning og Skejby sygehuse.
Dette har fået mig til at miste tilliden til min egen læge og hans viden indenfor hjertesygdomme. Det er muligt han kan klare en influenza eller almindeligt forekommende ting, men jeg vil ikke spørge ham til råds vedrørende mit hjerte. Det er nok også derfor, at han er almindelig praktiserende læge og ikke specialist på et sygehus.
For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at den nye medicin blev taget fra mig første gang en læge efterfølgende undersøgte mig på Herning Sygehus, hvilket blev ca. to uger senere.

Jeg blev indkaldt til Hjerterehabilitering med start midt i oktober 2010. Normalt skulle jeg have startet med en lægeundersøgelse og en cykeltest, men af en eller anden årsag blev undersøgelsen og testen udskudt i nogle dage – dog fik jeg lov til at træne med.
Jeg konstaterede hurtigt, at mit hjerte ikke arbejdede, som det plejede. Jeg blev hurtigt stakåndet og lettere svimmel når min puls steg. Jeg kunne dog nemt kontrollere og mærke det, så jeg satte bare tempoet ned.
Den efterfølgende uge havde jeg så lægeundersøgelsen – og skulle også have haft cykeltesten. Lægen konstaterede meget hurtigt – ved bare at lytte til mit hjerte i hvile, at jeg havde rytme problemer – dobbeltslag. Dette blev også konstateret ved cykeltesten. Mange mennesker har dobbeltslag en gang i mellem, men jeg har det konstant i flere minutter, når pulsen kommer op. Det vil sige, at når jeg knokler derudaf med en puls på 140 (kan ikke komme højere på grund af medicinen), så dropper pulsen pludselig til det halve. Godt nok har jeg stadig 140 slag, men kun de 70 af dem er rigtige og kraftige nok til at transportere ilt rundt i kroppen. De andre 70 er for svage til at kunne måles.
Forestil dig, at arbejde for fuldt tryk på en kondicykel, og så pludselig kun få den halve ilt – så bliver man stakåndet og svimmel meget hurtig.

Lægen stoppede meget hurtigt cykeltesten og gav mig forbud mod at træne mere – foreløbig. Samtidig fjernede han den nye medicin og satte mig op i en af de "gamle" præparater.

Disse dobbeltslag må være opstået mellem konsultationen hos min egen læge og undersøgelsen på Herning Sygehus – ellers må jeg gå ud fra, at min egen læge også ville have konstateret dem. Derfor kan jeg kun tillægge dobbeltslagene den nye medicin, som min egen læge ordinerede – med mindre, at dobbeltslagene opstod af sig selv indenfor disse to uger.

mandag den 21. februar 2011

Hvad er der sket med min far?

Ankomsten til Herning Sygehus foregik stille og roligt. Selvom jeg godt kunne gå, så blev jeg transporteret hele vejen til afdelingen. Også her blev jeg udstyret med det berømte trådløse hjerte-moniterings-instrument, så også her var mine udfoldelser begrænset.

Næste formiddag kom ”ryge-stop”-vejlederen, som Herning Sygehus har. Hun tilbød mig det efterhånden hårdt tiltrængte nikotin-plaster og et ”rygerør”.
Jeg blev også informeret om genoptræning, diet-vejledning, medicinen og det mere aktuelle – hvad var der sket.
Det blev et par travle dage med mange besøg – både af familie, venner og arbejdskollegaer, men også informationsbesøg af mange forskellige fra sygehuset.
Fredag d. 10. september blev jeg udskrevet og måtte igen komme hjem. Nu skulle jeg stå på egne ben igen – ikke mere tryghed.

Også en meget stor tak til Herning. Super service og behandling. Tusind tak for alle informationerne, som er guld værd, når man står alene nogle dage efter.

Vi har en stor schæfer-tæve på næsten 40 kg. Hun er vant til, at jeg er væk i hele uger, men så skal jeg også have den helt store omgang, når jeg kommer hjem. Denne gang var bare ikke nogen god gang. Jeg skulle stadig passe på og tage det roligt på grund af såret i lysken. Birthe måtte holde hende, så jeg kunne sidde ved siden af og snakke med hende. Hun var desværre nok meget skuffet.

Nu kom det svære så. Vi skulle til at have en hverdag til at køre igen – og jeg var blevet den begrænsende faktor.
Selvfølgelig talte vi meget med vores søn Mark, som var 12 år gammel. Men det var svært. Han har jo ret til at vide det hele, men man vil heller ikke male fanden på væggen.
Hvad er sket med min far? I sidste uge kunne vi spille fodbold og golf sammen, og vi kunne tumle og slås for sjovt. Nu må han intet – og i hvor lang tid?

Birthe og jeg talte selvfølgelig også meget om det – hvordan hun havde oplevet det, og hvordan fremtiden nu skulle være.
På grund af mit arbejde, så har vi alle papirer lavet og på plads – testamente, forsikringer, begunstigelseserklæringer osv. Og Birthe ved, hvor det hele ligger - så der havde vi ingen problemer. Men der er stadig ting, som vi endnu ikke har talt om – de rigtigt svære ting – der, hvor man begynder at græde. Dette vil jeg komme tilbage til i et senere indlæg. Jer, som selv har prøvet det, ved hvad jeg snakker om.
Nå men, det var efterhånden ved at blive hverdag igen – en anden hverdag.

fredag den 18. februar 2011

En "kold tyrker" og "fodlænke"

Efter operationen og havde ringet hjem husker jeg faktisk ikke så meget mere af mandagen d. 6. september – kun nogle få brudstykker. Jeg kan huske, at jeg ikke måtte bevæge mig i sengen den første time efter, at læge havde lukket såret i lysken. Dette var ikke svært, da jeg hurtigt faldt i søvn. På et tidspunkt i løbet af mandagen blev der lavet en ultralydsscanning (ekkokardiografi) af hjertet. Dette er normalt efter en blodprop i hjertet, for at bestemme eventuelt omfang af skade på hjertemusklen. Man kunne ved scanningen ikke konstatere nogen skade på hjertet.
Planen var herefter, at jeg skulle overføres til Herning Sygehus den efterfølgende dag – om tirsdagen. Denne plan fik jeg hurtigt ødelagt mandag aften ved at have for højt blodtryk. Hvad var nu det? Jeg har aldrig haft for højt blodtryk før. Skejby besluttede at beholde mig under observation yderligere én dag. Desuden startede Skejby mig op på en masse medicin – noget, som skal tages resten af livet og noget, som jeg forhåbentlig kan stoppe med inden for ét år.

Jer, som kender både Birthe og mig, kan også huske, at vi begge var rygere. Jeg røg vel omkring 25 stykker om dagen i gennemsnit. Vi havde ofte talt om at stoppe med at ryge, men havde ikke rigtigt haft ”muligheden” og motivationen. Den kom en søndag aften, d. 5. september 2010. Jeg havde, som sædvanlig røget en cigaret før sengetid. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det skulle blive min sidste. Det var egentlig ikke fordi jeg havde den store smøgtrang de dage jeg lå på Skejby, men det undrede mig alligevel, at de ikke tilbød hverken nikotin-plaster eller anden form for afvending. Sådan blev mit rygestop en ”kold tyrker”. Birthe spurgte selvfølgelig flere gange til, hvordan det gik med ikke at ryge. Mens jeg nu var væk og ”stoppet” med at ryge, besluttede hun sig for også at stoppe. Og det gjorde hun så …….. bare sådan uden videre….. Hun købte lidt nikotin-tyggegummi og plaster, men har næsten ikke rørt det.

Tiden på Skejby gik nu hurtigt – sove, mad, toilet, besøg, sove, mad, toilet, besøg……..
Fra om tirsdagen begyndte jeg at gå lidt rundt i afdelingen – stille og roligt. Jeg var blevet udstyret med et hjerte-moniterings-instrument (EKG tingest). Denne sad med 5 pads på brystet og siderne, og moniterede min hjerterytme. Instrumentet sendte de målte informationer trådløst til systemet i afdelingen. Herefter kunne man se målingerne på ophængte skærme i alle værelserne – og desuden gå tilbage og se historikken i computersystemet – mega-smart. Der var kun et minus ved det – jeg måtte ikke gå udenfor afdelingen. Udenfor afdelingen var der ikke opsat modtagere til det trådløse system. Det var næsten som at have fodlænke på – jeg kom i hvert fald til at kende afdelingen rimelig godt.  

Onsdag eftermiddag (8. september 2010), blev jeg kørt til Herning Sygehus med ambulance. Denne gang kørte vi langsommere.

Tusind tak til Skejby for god service og behandling. I var altid super professionelle og gode til at informere.

onsdag den 16. februar 2011

Vi går ind i dine blodårer i lysken.

På vej til Skejby Sygehus mistede jeg selvfølgelig al tidsfornemmelse. Smerterne fra brystet var blevet dulmet med en masse forskellige præparater – nok mest morfin. Selvom jeg var godt dopet op, så var jeg ved bevidsthed hele vejen. Klokken var vel omkring 0145 d. 6. september 2010 da vi ankom.

Lægen fortalte, at hun havde sendt mine data til Skejby og at de var klar til at modtage mig – og det må jeg sige, at de var. Fra det øjeblik ambulance holdt stille og døren gik op gik tingene ufatteligt hurtigt – så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at takke lægen fra Herning. Hun var gået med ind i gangen for at overdrage til den modtagende læge. Det sidste jeg kan huske hun sagde til mig var, at hun nok skulle ringe til Birthe og fortælle, at jeg nu var ankommet til Skejby – og at jeg sagde tak og farvel.

Hvor mange de var, ved jeg ikke. Jeg blev bedt om at ”hoppe” over på en operationsbriks, hvorefter de alle ”angreb” mig. Alle mulige ting blev sat på og gjort klar, bukserne hevet af og barberet i lysken…. For pokker, det er i brystet smerterne er !!!!! ”Vi går ind i dine blodbaner gennem højre side af lysken. Herfra fører vi nogle slanger op til hjertet og undersøger dig. .......ok……..

Heldigvis blev jeg lokalbedøvet i lysken før de skar hul, så jeg mærkede intet. ”YES, der er den – blodproppen”, sagde lægen. Jeg lå og fulgte med på et fjernsyn, som hang over min venstre side. Fjernsynet var model ”Mega-stor”, nok 60 tommer. Det var en meget underlig fornemmelse at se dette på en storskærm. For pokker, det var mit hjerte og mine blodårer jeg så på. Her stod lægen og førte slanger og andre ting rundt i mine blodbaner, som om han var slamsuger og rensede kloakrør. Det var et imponerende syn. Hatten af for lægerne, deres lange uddannelse, samspillet med sygeplejerskerne og i det hele taget det hele. Jeg kunne ikke lade være med at blive imponeret.

”Du har en blodprop i kranspulsåren”. ”Jeg laver en ballonudvidelse og sætter en stent ind”, sagde lægen. Ok, tænkte jeg – hvad er en stent? Jeg havde aldrig hørt det ord før.
”Så er vi færdige”, sagde lægen. ”Alt er som det skal være og din blodprop er væk”. Klokken var nu blevet ca. 0245 – 3 timer efter, at jeg begyndte at få smerte i brystet hjemme i Lind.

Hvis du vil, så må du gerne ringe hjem – hvilket jeg selvfølgelig gjorde.  

Hold kæft en smerte......

Skatter, du bliver nødt til at vågne. Jeg har det ikke så godt herovre. Birthe, min hustru, var faldet i søvn for længe siden. Jeg lå og repeterede golfregler, for vi var netop startet på golfkursus.

Det var søndag d. 5. september 2010 og klokken nærmede sig midnat. Det havde været en skøn dag med masser af sol. Vi havde brugt nogle timer på golfbanen, og for første gang var vores søn med. Det var første gang han skulle prøve på en rigtig bane og ikke bare driving rangen.
Resten af dagen brugte vi i haven, hvor vi hygge med grill.
Det havde helt i gennem været en perfekt familiedag med dejligt vejr.

Jeg gik i seng ved ca. 2330-tiden og lå og læste. På et tidspunkt begynder det at stramme i brystet, men hvad – jeg havde jo holdt en bog, så brystkassen skulle nok bare strækkes ud igen. Jeg lagde bogen og begyndte at strække armene ud til siderne. Det hjalp ikke. Måske hvis jeg lå på maven. Nej, heller ikke det. Jeg prøvede at ligge stille i et stykke tid – 10 minutter måske. Smerterne blev stille og roligt værre. Det var lige midt i brystet. Efter ca. 20 minutter, hvor jeg havde prøvet at ligge på maven, på ryggen, på siderne og endda stå op, blev jeg nødt til at vække Birthe.
”Skatter, du bliver nødt til at vågne. Jeg har det ikke så godt herovre”. Birthe vågnede med det samme og var lysvågen. ”Hvad er der galt?” Jeg fortalte hende om smerterne. Hun lå og kikkede på mig i et par minutter, hvorefter hun havde fået nok. ”Jeg ringer til lægevagten”, sagde hun. På det tidspunkt kunne jeg kun holde ud at stå op, og helst kun foroverbøjet. Smerterne var efterhånden så slemme, at jeg begyndte at græde. Der var ingen tvivl ved lægevagten – ambulancen er på vej.

Både ambulancen og lægen ankom utroligt hurtigt og stort set samtidig. Jeg kunne selv gå ud i ambulance, hvor lægen kort spurgte til mine smerter, lagde drop, gav mig smertestillende, samt tog blodtryk og EKG.

Lægen lovede at holde Birthe informeret om udviklingen, hvorefter jeg blev kørt af sted. Det varede dog ikke længe før vi holdt stille. Vi holdt ved motorvejen og der skulle tages en beslutning. Lægen havde sendt informationer om min status til sygehuset i Herning, og vi ventede på svar derfra - Skejby eller Herning? Svaret kom hurtigt; kør til Skejby.  

Det var nu blevet mandag d. 6. september 2010 og klokken var vel omkring 0030. Her lå jeg i en ambulance, som med fuld fart kørte mig til Skejby Sygehus med en formodet blodprop i hjertet.

Lægen havde været så flink at give mig en masse smertestillende, så turen var næsten helt ”behagelig”.
På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor meget denne ”oplevelse” ville komme til at ændre mit liv.

tirsdag den 15. februar 2011

Så skete det for mig !!

Det, som aldrig ville ske for mig, skete alligevel - jeg fik en blodprop i hjertet. Dette er min historie, fra at have været en toptunet pilot i det danske flyvevåben, til pludselig en aften at blive kørt til Skejby Sygehus med fuld udrykning og herefter min lange kamp tilbage (som bestemt ikke er overstået endnu).

Dette er første gang jeg bruger "Blogger-metoden", så bær venligst over med mig :-).