mandag den 28. marts 2011

Tog 12 kilo på i vægt

December måned blev lang. Jeg gik og ventede på brev fra Skejby. Efter KAG’en d. 18. november skulle min sag tages op på en konference mellem Herning og Skejby sygehuse. Herefter ville jeg så modtage besked om indlæggelse på Skejby. Jeg ventede og ventede…..og kiloene kom på kroppen. Jeg måtte jo ikke træne, så der var ikke meget jeg kunne gøre andet end at trøstespise. Jeg var nu begyndt at arbejde halvdags – mere kunne jeg ikke magte på grund af træthed.

Jeg måtte lave om på min hverdag, for vægten var ved at være træt af mig. Jeg var begyndt at indrette et træningsrum i min kælder – det blev gjort færdigt. Herefter kunne jeg tage nogle gåture på løbebåndet og cykelture på motionscyklen. Det var blevet frostvejr udenfor og jeg blev utroligt hurtigt træt i det kolde vejr – så al aktivitet blev indenfor i kælderen.

Lige før jul kom brevet fra Skejby så. Jeg blev indkaldt til varmebehandling af hjerterytmeforstyrrelse d. 7. februar 2011. OK, 6 ugers ventetid. Det kunne jeg godt tage.

Januar kom så til at gå hurtigere (føltes det). Jeg gik og cyklede i kælderen og arbejde halvtids. Jeg havde efterhånden indarbejdet en ”normal” dag, hvor jeg var på arbejdet frem til middag, hvorefter jeg tog bussen hjem for at sove. Jeg var stadig meget træt, og specielt efter jeg startede på arbejdet hver formiddag. Normalt vågnede at så ved ca. 1500 tiden, hvorefter jeg så trænede i kælderen indtil Birthe kom hjem. Efter aftensmad skete det også tit, at jeg måtte have en lur foran fjernsynet.

Udover at være meget træt, så tog jeg også ca. 12 kilo på i vægt. Det skete som kombination af flere ting. Jeg var stoppet med at ryge, jeg måtte ikke træne og jeg trøstespiste en stor del. Disse 12 kilo slås jeg stadig med at komme af med. Nu må jeg træne og al slik og chips er smidt ud, men det er sværere at komme af med kiloene, nu hvor jeg ikke ryger mere.

 

 

onsdag den 23. marts 2011

Igen sad jeg og stor-tudede

Efterhånden som alle testene gik dårligt begyndte mit humør at forsvinde. Midt i november, hvor jeg havde KAG’en, var mit humør bare helt i kulkælderen. Jeg havde på daværende tidspunkt allerede haft to sammenbrud mens jeg var på sygehuset. Efterhånden syntes jeg, at situationen begyndte at blive uoverskuelig og lige meget hvad der blev gjort, så hjalp det ikke.

Ikke fordi jeg på noget tidspunkt gik med tanker om at tage mit eget liv, men fordi alle vores planer om fremtiden pludselig skulle tages op til overvejelse igen, fordi alle mine egne tanker om fremtiden skulle revurderes, fordi vores søn kun er 12 år og jeg ikke har lyst til at efterlade ham allerede, fordi mine fremtidsmuligheder på arbejdet pludselig blev ændret og der er ting jeg nok ikke kommer til mere (må ikke), fordi, fordi…..

Mit første sammenbrud kom den dag, hvor jeg blev kaldt tilbage til sygehuset og pludselig indlagt (Indlægget om myokardieskintigrafi). Jeg var stort set lige ankommet igen og fået min seng. Pludselig kom alle følelserne bare op i mig og jeg stor-græd. Hvorfor lå jeg nu her igen, hvorfor kunne jeg ikke bare træne og blive rask, hvorfor, hvorfor…..

Det andet sammenbrud kom ved samtale med en sygeplejerske på Herning Sygehus. Der er specielt en sygeplejerske på Herning, som fulgte mig i starten. Hende skulle jeg have en samtale med om hele min situation og hvad der sker omkring mig. Vi kan også ind på det følelsesmæssige og det kunne jeg ikke klare. Igen sad jeg og stor-tudede.

Flere af mine kollegaer kunne se på mig, at tingene ikke gik som det skulle. Selvfølgelig havde jeg fortalt de mest indviede om hele mit forløb. Der blev efterhånden flere og flere, som rådede mig til at tage en samtale med en psykolog. Hvad for noget???... mig til psykolog – aldrig i livet. Sådan noget har jeg ikke behov for. Men jeg kunne efterhånden godt se, at jeg havde behov for at tale med nogle om mine oplevelser og tanker. Så, ja, jeg fik kontakt til en psykolog og kom heldigvis hurtigt til samtale.

Her kom så det tredje sammenbrud. Igen skulle jeg forklare og fortælle om fordi og hvorfor, og igen sad jeg og flæbede. 

Heldigvis skulle det vise sig at blive lige præcis det stød jeg skulle have for at komme videre. ”Hvad er det Carsten vil – ikke hvad er det de andre ønsker du skal gøre – hvad er det du vil – og gør det så”. ”Gør tingene for dig selv og ikke for andre”. ”Ændre tingene til hvad du ønsker de skal være”.

Heldigvis var jeg i en situation, hvor jeg var i stand til at ændre tingenes tilstand.

Jeg har ikke haft noget sammenbrud efter denne dag, men ser stadig psykologen én gang om måneden.

Det har selvfølgelig ikke gjort mig mere rask i forhold til mine hjerterytmeproblemer, men det ændrede en del af min hverdag.

 

 

fredag den 11. marts 2011

Koronararteriografi (KAG)

Jeg følte efterhånden, at Herning Sygehus var ved at løbe tør for gode idéer. Der var dog én ting tilbage, som skulle tjekkes, før man ville sende mig til Skejby igen. Herning ville tjekke om stenten stadig sad, som den skulle og at mine kranspulsårer var ok – det var blevet tid til en koronararteriografi (KAG) – igen. Det var stort set det samme, som blev lavet på Skejby, da de lavede ballonudvidelsen og satte stenten ind. Igen skulle de ind i hjertet via lysken. Der var dog to store forskelle fra den første gang på Skejby og denne gang på Herning. Et; Jeg var forberedt og to; denne gang ambulant og ingen indlæggelse.

Jeg mødte på ambulatoriet klokken mega tidligt om morgenen, hvor jeg blev gjort klar – til at vente. Jeg tror jeg ventede i ca. 3 timer, før det blev min tur.

Ellers var det stort set den samme oplevelse som på Skejby: lokal bedøvelse i lysken, et lille snit, diverse lange slanger og rør ind i mine blodårer – alt imens jeg beundrede forestillingen på storskærmen over mit hoved.

Nix – stenten sidder som den skal og der kan ikke konstateres nogen problemer.

Hæftet sammen, et pres i lysken imod ophobning af blod, ligge stille i ca. 2 timer og klar til at blive hentet. Birthe hentede mig ved ca. 17-tiden.

Jeg var stort set ikke kommet videre – bortset fra, at jeg igen ikke måtte lave noget fysisk hårdt arbejde de næste par dage, af frygt for at såret i lysken kunne springe op.

Nu var jeg ved at været ”lidt” træt af det hele. Alle kunne se, at jeg havde hjerterytme forstyrrelser, når jeg belastede hjertet, men ingen kunne finde grunden. Det var blevet tid til at lade Skejby se på mig.

 

 

søndag den 6. marts 2011

En mega-hård test

Næste prøve var et arbejds-EKG. Det vil sige en cykeltest mere, men hvor EKG registreres konstant og blodtrykket jævnligt. Cyklingen starter med lav belastning, som efterhånden øjes med ca. 3 minutters mellemrum. Testen fortsætter indtil man enten er så træt, at man ikke kan klare mere, eller indtil pulsen har nået et maksimum passende for sin aldersgruppe – eller der sker et eller andet uforudset.

Da jeg tager medicin, som bl.a. sænker min puls, så fortsatte testen indtil jeg var totalt udmattet. Jeg kan ikke huske, hvor mange minutter jeg kørte på kondicyklen, men den udskrevne EKG-seddel var da pæn lang.

Formålet med denne test var, at undersøge om hjertet får ilt nok under belastning. Da jeg nu havde haft hjerterytmeproblemer (dobbeltslag) under fysisk aktivitet, var den test meget spændende for mig.

Efter kun ganske få minutter begyndte dobbeltslagene at komme – udover, at jeg kunne føle dem, så var de også ganske nemme at se på både EKG-udskriftet og skærmen. Men vi (jeg) knoklede videre, så godt jeg nu kunne. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne mere, fik jeg kun besked på at fortsætte, indtil de havde taget det sidste blodtryk. At tage et blodtryk tager normalt kun ca. 30 sekunder. 30 sekunder er ikke land tid, men de kan være lange nok, når man er fuldstændig flad, har mælkesyre og lungerne hænger udenpå trøjen. Ligesom to minutter opfattes meget forskelligt afhængig af, hvilken side af toiletdøren du er på J.

Jeg ved ikke om testen blev dumpet eller bestået. Hvis det var for at konstatere og dokumentere rytmeproblemer, så var den bestået til UG. Hvis det var i min naive tro og håb, at jeg måtte starte genoptræningen igen, hvis jeg ikke fik rytmeproblemer – ja, så dumpede jeg fælt.

Senere hen skulle testen dog vise sig at blive guld værd for mig – jeg havde nemlig bevist, at jeg kunne træne og presse mig selv, selvom jeg havde hjerterytmeproblemer.

 

 

torsdag den 3. marts 2011

Myokardieskintigrafi.

Jeg var nu blevet stoppet i rehabiliteringen (genoptræningen) og de efterfølgende uger kom til at gå med et hav af prøver og tests, for at klarlægge, hvorfor jeg havde udviklet disse hjerterytmeproblemer. Efter den mislykkede cykeltest blev jeg udstyret med en hjertemåler, som jeg skulle have på et par dage. Den var heldigvis meget mere behagelig end blodtryksmåleren. Efter jeg afleverede hjertemåleren igen en formiddag nåede jeg kun lige hjem igen, før de ringede til mig fra sygehuset; ”En læge har set på dine hjerterytme resultater, og vi vil meget gerne have, at du kommer her ind igen – og helst så hurtigt som muligt – du bliver indlagt!!”

Jeg ringede til Birthe, som stadig var på arbejdet og spurgte, om ikke hun kunne komme hjem lidt før og køre mig på sygehuset.

Jeg var indlagt i ca. 24 timer, hvor vi gennemgik alle mine tal. Desuden blev der lavet endnu en ultralydsscanning (ekkokardiografi) af hjertet. Samme resultat som tidligere – alt fungerer fint. ”Du stopper al træning og hårdt fysisk arbejde indtil vi har undersøgt dig yderligere”, var dommen fra lægen.

”Jeg udskriver dig ikke til egen læge, men giver dig en åben indlæggelse”. Det betød næsten, at jeg kunne komme og gå på sygehuset, som det passede mig.

Jeg kunne nu lige så godt have indlogeret mig på sygehuset de efterfølgende uger.

Første undersøgelse var myokardieskintigrafi……J. prøv lige at udtale det. Jeg har endnu ikke lært det. Undersøgelsen viser blodforsyningen til hjertets muskelvæv ved at sprøjte radioaktivt sporstof ind i blodårerne. Undersøgelsen strækker sig over to dage – den ene dag, hvor man laver fysisk arbejde (kondicykel) og den anden dag, hvor man er i hvile. Efter det radioaktive stof er sprøjtet ind, skal der gå én time, hvorefter man bliver lagt ind i et mega-avanceret fotoapparat, som kører rundt om brystet og fotograferer.

Efter to dage med radioaktive stoffer i kroppen troede jeg, at jeg blev selvlysende – men nej.

Resultatet af to dage med undersøgelser: ”nix, intet, vi kan ikke se noget!” Videre til næste prøve.......