mandag den 28. marts 2011

Tog 12 kilo på i vægt

December måned blev lang. Jeg gik og ventede på brev fra Skejby. Efter KAG’en d. 18. november skulle min sag tages op på en konference mellem Herning og Skejby sygehuse. Herefter ville jeg så modtage besked om indlæggelse på Skejby. Jeg ventede og ventede…..og kiloene kom på kroppen. Jeg måtte jo ikke træne, så der var ikke meget jeg kunne gøre andet end at trøstespise. Jeg var nu begyndt at arbejde halvdags – mere kunne jeg ikke magte på grund af træthed.

Jeg måtte lave om på min hverdag, for vægten var ved at være træt af mig. Jeg var begyndt at indrette et træningsrum i min kælder – det blev gjort færdigt. Herefter kunne jeg tage nogle gåture på løbebåndet og cykelture på motionscyklen. Det var blevet frostvejr udenfor og jeg blev utroligt hurtigt træt i det kolde vejr – så al aktivitet blev indenfor i kælderen.

Lige før jul kom brevet fra Skejby så. Jeg blev indkaldt til varmebehandling af hjerterytmeforstyrrelse d. 7. februar 2011. OK, 6 ugers ventetid. Det kunne jeg godt tage.

Januar kom så til at gå hurtigere (føltes det). Jeg gik og cyklede i kælderen og arbejde halvtids. Jeg havde efterhånden indarbejdet en ”normal” dag, hvor jeg var på arbejdet frem til middag, hvorefter jeg tog bussen hjem for at sove. Jeg var stadig meget træt, og specielt efter jeg startede på arbejdet hver formiddag. Normalt vågnede at så ved ca. 1500 tiden, hvorefter jeg så trænede i kælderen indtil Birthe kom hjem. Efter aftensmad skete det også tit, at jeg måtte have en lur foran fjernsynet.

Udover at være meget træt, så tog jeg også ca. 12 kilo på i vægt. Det skete som kombination af flere ting. Jeg var stoppet med at ryge, jeg måtte ikke træne og jeg trøstespiste en stor del. Disse 12 kilo slås jeg stadig med at komme af med. Nu må jeg træne og al slik og chips er smidt ud, men det er sværere at komme af med kiloene, nu hvor jeg ikke ryger mere.

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar