En mega-hård test

Næste prøve var et arbejds-EKG. Det vil sige en cykeltest mere, men hvor EKG registreres konstant og blodtrykket jævnligt. Cyklingen starter med lav belastning, som efterhånden øjes med ca. 3 minutters mellemrum. Testen fortsætter indtil man enten er så træt, at man ikke kan klare mere, eller indtil pulsen har nået et maksimum passende for sin aldersgruppe – eller der sker et eller andet uforudset.

Da jeg tager medicin, som bl.a. sænker min puls, så fortsatte testen indtil jeg var totalt udmattet. Jeg kan ikke huske, hvor mange minutter jeg kørte på kondicyklen, men den udskrevne EKG-seddel var da pæn lang.

Formålet med denne test var, at undersøge om hjertet får ilt nok under belastning. Da jeg nu havde haft hjerterytmeproblemer (dobbeltslag) under fysisk aktivitet, var den test meget spændende for mig.

Efter kun ganske få minutter begyndte dobbeltslagene at komme – udover, at jeg kunne føle dem, så var de også ganske nemme at se på både EKG-udskriftet og skærmen. Men vi (jeg) knoklede videre, så godt jeg nu kunne. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne mere, fik jeg kun besked på at fortsætte, indtil de havde taget det sidste blodtryk. At tage et blodtryk tager normalt kun ca. 30 sekunder. 30 sekunder er ikke land tid, men de kan være lange nok, når man er fuldstændig flad, har mælkesyre og lungerne hænger udenpå trøjen. Ligesom to minutter opfattes meget forskelligt afhængig af, hvilken side af toiletdøren du er på J.

Jeg ved ikke om testen blev dumpet eller bestået. Hvis det var for at konstatere og dokumentere rytmeproblemer, så var den bestået til UG. Hvis det var i min naive tro og håb, at jeg måtte starte genoptræningen igen, hvis jeg ikke fik rytmeproblemer – ja, så dumpede jeg fælt.

Senere hen skulle testen dog vise sig at blive guld værd for mig – jeg havde nemlig bevist, at jeg kunne træne og presse mig selv, selvom jeg havde hjerterytmeproblemer.