Igen sad jeg og stor-tudede

Efterhånden som alle testene gik dårligt begyndte mit humør at forsvinde. Midt i november, hvor jeg havde KAG’en, var mit humør bare helt i kulkælderen. Jeg havde på daværende tidspunkt allerede haft to sammenbrud mens jeg var på sygehuset. Efterhånden syntes jeg, at situationen begyndte at blive uoverskuelig og lige meget hvad der blev gjort, så hjalp det ikke.

Ikke fordi jeg på noget tidspunkt gik med tanker om at tage mit eget liv, men fordi alle vores planer om fremtiden pludselig skulle tages op til overvejelse igen, fordi alle mine egne tanker om fremtiden skulle revurderes, fordi vores søn kun er 12 år og jeg ikke har lyst til at efterlade ham allerede, fordi mine fremtidsmuligheder på arbejdet pludselig blev ændret og der er ting jeg nok ikke kommer til mere (må ikke), fordi, fordi…..

Mit første sammenbrud kom den dag, hvor jeg blev kaldt tilbage til sygehuset og pludselig indlagt (Indlægget om myokardieskintigrafi). Jeg var stort set lige ankommet igen og fået min seng. Pludselig kom alle følelserne bare op i mig og jeg stor-græd. Hvorfor lå jeg nu her igen, hvorfor kunne jeg ikke bare træne og blive rask, hvorfor, hvorfor…..

Det andet sammenbrud kom ved samtale med en sygeplejerske på Herning Sygehus. Der er specielt en sygeplejerske på Herning, som fulgte mig i starten. Hende skulle jeg have en samtale med om hele min situation og hvad der sker omkring mig. Vi kan også ind på det følelsesmæssige og det kunne jeg ikke klare. Igen sad jeg og stor-tudede.

Flere af mine kollegaer kunne se på mig, at tingene ikke gik som det skulle. Selvfølgelig havde jeg fortalt de mest indviede om hele mit forløb. Der blev efterhånden flere og flere, som rådede mig til at tage en samtale med en psykolog. Hvad for noget???... mig til psykolog – aldrig i livet. Sådan noget har jeg ikke behov for. Men jeg kunne efterhånden godt se, at jeg havde behov for at tale med nogle om mine oplevelser og tanker. Så, ja, jeg fik kontakt til en psykolog og kom heldigvis hurtigt til samtale.

Her kom så det tredje sammenbrud. Igen skulle jeg forklare og fortælle om fordi og hvorfor, og igen sad jeg og flæbede. 

Heldigvis skulle det vise sig at blive lige præcis det stød jeg skulle have for at komme videre. ”Hvad er det Carsten vil – ikke hvad er det de andre ønsker du skal gøre – hvad er det du vil – og gør det så”. ”Gør tingene for dig selv og ikke for andre”. ”Ændre tingene til hvad du ønsker de skal være”.

Heldigvis var jeg i en situation, hvor jeg var i stand til at ændre tingenes tilstand.

Jeg har ikke haft noget sammenbrud efter denne dag, men ser stadig psykologen én gang om måneden.

Det har selvfølgelig ikke gjort mig mere rask i forhold til mine hjerterytmeproblemer, men det ændrede en del af min hverdag.