Svar på prøven og nedsættelse i medicin

Jeg fik i dag svar på min Holtermonitering fra midt i maj. Sygeplejersken fra forleden – en af de to, som kender mit forløb – ringede til mig. Lægen har kikket på prøven, og jeg sættes ned i medicin – jubiiiiii. Det går igen den rigtige vej. Nu er jeg nede på 100 mg beta-blokker om dagen.

Desuden ændrede de også min Holtermonitering fra i morgen til om 4 uger – så kan vi se virkningen af den nedsatte medicin.

 

Så er vi tilbage på rette spor igen J

 

 

”Du skulle have haft svar for lang tid siden….”

Så gik der yderligere en uge….. og stadig intet svar på min Holtermonitering fra midt i maj. Torsdag fik jeg nok af dette nonsens og kørte på Herning Sygehus for at finde ud hvad der foregår – hvorfor jeg ikke får svar.

Da jeg trådte ind i hjerteambulatoriet var jeg så heldig at løbe ind i en af de sygeplejersker, som har haft med mig at gøre under mit forløb. Derfor tog det ikke lang tid at forklare sagen. Hun fandt hurtigt en computer og begyndte at undersøge. Underligt…. Mærkeligt…. Du skulle have haft svar for lang tid siden…. Du er en ”Prioritet 1”. Selve Holtermoniteringen blev gennemgået samme dag, som jeg afleverede den. Hvad der er sket med resultatet, kunne hun ikke sige – det er blevet sendt til lægen, men lægen har aldrig set det !! Derfor har jeg ikke modtaget svar – og ville aldrig have modtaget svar, hvis ikke jeg selv havde reageret.

Sygeplejersken lagde ”igen” sagen op til lægen. Når lægen så har set den, får jeg et svar – håber jeg.

Da jeg nu var på hjerteambulatoriet, så bestilte jeg lige en ny tid til Holtermonitering. Og jeg kunne stort set få en tid med det samme. På tirsdag skal jeg igen have optager på. Selvom min medicin ikke er blevet ændret siden sidste monitering for 6 uger siden, så mener jeg stadig, at det er tiden værd, da min tilstand gerne skulle blive bedre og bedre under den samme medicinering.

Hvad kan man så lære af dette…..???

Hvis der går for lang tid, så reagér selv.

Selv om du ringer – og de lover at give et svar hurtigst muligt – så skal du stadig følger op.

Du er din egen løkkesmed. For de fleste, er du kun et nummer.

 

 

Vi er kommet lidt bagefter.....

”Herning Sygehus, et øjeblik”. ”Alle linier er desværre optaget   –   et øjeblik”…..     ……..      …….      …….      ………     …………    ……… (gab)………      ……….   …..    ……  …..

Nå, så kom jeg endelig i gennem til afdelingen for Holtermoniteringsaflæsning (hjerteambulatoriet), men først efter jeg havde ventet i ca. 10 minutter.

De er kommet lidt bagefter med hensyn til svar til patienter, som har gennemført disse målinger, men hvis jeg gav mit cpr-nr. så skulle de sørge for, at jeg vil modtage et svar hurtigst muligt. Hvor lang tid er det så, spurgte jeg. Nok omkring 1-2 uger, var svaret.

Det vil sige, at når jeg modtager resultatet for målingen, er der gået 6 uger siden målingen. Mellem den måling og den forrige måling gik der 6 uger – så jeg tror jeg skal bestille tid til en ny måling med det samme J.

Så kan de jo bare give mig resultatet i hånden fra den sidste måling, når jeg kommer til den nye måling og dermed spare portoen.

Dette er lidt træls, når jeg ved, at de kan give svar på en Holtermonitering indenfor 2 (to) timer, hvilke jeg oplevede med den forrige.

 

 

Har de mon glemt mig??

Nu er det fire (4) uger siden jeg lavede den sidste Holtermonitering. Godt nok sagde de, at det ville tage lidt tid før jeg fik svar på testen, men jeg havde ikke regnet med så lang tid.

Det må vist være på tide, at jeg selv gør en aktiv indsats for at få svar – ellers er jeg bange for, at jeg aldrig får et svar. Disse svar er jo bl.a. afgørende for min medicinering. Da jeg gik til hjerterehabilitering var der ingen slinger i valsen – de ville gøre alt for at få min medicinering ned, så jeg igen kan komme til at flyve. Svarene var klar til mig ca. 2 timer efter aflevering af udstyret. Nu er jeg færdig ved hjerterehabiliteringen, så nu er det nok ikke så vigtigt mere.

Også her må man være sin egen lykkesmed og ikke vente på systemet. Hvis man bare sætter sig ned og venter, risikerer man, at der aldrig sker noget…..

Derfor ringer jeg til afdelingen tirsdag eller onsdag (14. eller 15. juni) – jeg skal jo gerne videre i tilværelsen og af med noget medicin.

Ærgerligt, at det skulle komme til det…….

 

Slut med hjerterehabilitering

Så er det på tide med en opdatering her. Siden sidst er jeg stoppet ved hjerterehabilitering på Herning Sygehus. Som afslutning på rehabilitering var der en cykeltest, så man kan sammenligne med opstartstesten. I mit tilfælde var der sket meget store forbedringer. I forbindelse med den afsluttende test og samtale skal jeg også afgive en blodprøve og EKG-test. Disse var nærmest perfekte – alle tal var, hvor de skal være.

Der er også gået de 5-6 uger siden sidste Holtermonitering, så i mandags havde jeg et apparat på. Denne gang var målingen kun over 24 timer, så den blev afleveret tirsdag morgen. I skrivende stund venter jeg stadig på svar fra målingen – tingene går åbenbart ikke så hurtigt, når man ikke er patient mere.

I tirsdag var jeg også til diabetiker samtale. Jeg afleverede en blodtest for flere måneder siden – før jeg begyndte at træne, som viste forhøjet blodsukker i ”sladretesten”. Derfor ville man fra sygehuset side lige være sikker…… Resultatet fra den sidste blodprøve, som blev taget i forbindelse med afslutningen på rehabilitering viste dag, at jeg havde trænet mig ud af det – også. Heller ikke her var der grund til bekymring mere. Derfor havde lægen og jeg ”kun” en hygge samtale om det at få type 2 diabetes, og hvordan man kan være med til at forhindre det. Efter en hyggesnak på 15 minutter var jeg ude af døre igen.

Nu er det så blevet hverdag igen – efter 8 måneder med problemer. Jeg er begyndt at arbejde fuld tid igen. Den eneste forskel – dvs. der er flere – fra starten af september er, at jeg ikke ryger mere, jeg træner flere gange om ugen og kosten er anderledes og mere sund. Både psykisk og fysisk har jeg det meget bedre i dag.

 

Nedsat i medicin

Hjerterehabiliteringen går rigtig godt. Omkring halvvejs, hvor jeg viste gode fremskridt, fik jeg en blodtrykmåler med hjem. Jeg skulle måle mit blodtryk 3 gange hver morgen og 3 gange hver aften. Dette over 72 timer og alle data skulle skrives ned på udleveret papir.

Alle mine målinger lå omkring 130/70, hvilket må siges at være meget flot – men jeg tager jo også en masse medicin.

To dage senere fik jeg en hjerterytmeoptager sat på kroppen (Holtermonitering). Den sad fast med fire pads og skulle måle hjerterytmen. Den blev sat på en onsdag morgen – umiddelbart før kredsløbstræning. Selve optagerdelen blev tapet godt fast på min overarm – og så gav jeg den gas.

Jeg skulle have optageren på indtil efter træningen fredag formiddag – dvs. omkring 50 timer.

Jeg arbejdede, sov, spiste og …. Ja, alt med min nye ven, som fulgte mig i tykt og tyndt.

Fredag blev optageren igen tapet fast og træningen gennemført.

Resultatet af Holtermonitering fik jeg allerede fredag eftermiddag, hvor sygeplejersken ringede til mig. Utroligt flot sagde hun – du er gået ned fra 5000 dobbeltslag over en tilsvarende periode (48 timer) til kun 600 (50 timer). Er det flot??? Det er stadig 600 for mange. Husk, jeg gik fra 0 (nul) til 5000 i starten.

Men ok, 600 er kun ét per 5. minut. Mit mål er dog stadig at komme ned på nul igen.

Den efterfølgende træning om mandagen ville lægen tale med mig. Resultatet var, at jeg blev reduceret i beta-blokker. Det var da fremskridt J

Lægen sagde også, at vi skal lave en ny Holtermonitering 5-6 uger efter den første.

Nu skal der trænes – og der skal trænes hårdt!

Hjemme igen fra Skejby skulle der nu gå omkring to uger, før jeg kunne starte hjerterehabilitering på Herning Sygehus. Ligesom sidste gang skulle jeg vente på indkaldelse – og da ugen efter min operation var vinterferien, vidste jeg godt, at der kunne gå nogle uger, før jeg hørte noget – hvilket også blev tilfældet.

Om tirsdagen, 13 dage efter hjemkomst fra Skejby, ringede en sygeplejerske fra Herning Sygehus. De havde nu fået papirerne på mig fra Skejby. Hun spurgte om jeg var klar til hjerterehabilitering. JA, svarede jeg – jeg kan være der om 15 minutter. Så hurtigt kunne det ikke gå, sagde hun. Hun ville give beskeden videre, så jeg ville få et brev fra sygehuset om tidspunkt for indkaldelsen. Øv, tænkte jeg.

Onsdag – dagen efter – skete det mærkelige så. En sygeplejerske ringe og spurgte om jeg var klar til at starte hjerterehabilitering. JA, sagde jeg – jeg kan være der om 15 minutter. Så hurtigt kunne det ikke gå…..  Hov, hov sagde jeg. Jeg var det samme igennem i går, hvor en anden sygeplejerske ringede om spurgte om det samme. Jeg havde håbet, at du ringere og fortalte, at der var et afbud, som jeg kunne starte på. Nu var hun lidt forvirret, men lovede at tjekke om et afbud.

Hun ringede tilbage kun 20 minutter senere og fortalte, at der var et afbud til start med det samme. Det vil sige opstartssamtale og cykeltest næste morgen. Om jeg var klar??….. Jeg jublede. Jeg skulle bare få taget en blodprøve (og vistnok også en EKG) næste morgen inden samtalen og testen.

Samme dag (onsdag) fik jeg indkaldelsesbrevet fra Herning Sygehus, som var blevet sendt dagen før – eftersamtale med den første sygeplejerske. Indkaldelsen beskrev en ventetid på 2 uger for hjerterehabilitering. Jeg var ligeglad, for jeg var kommet med på et afbud.

Næste morgen fik jeg ordnet blodprøve (og EKG). Jeg kunne nemt nå hjem og spise før samtalen og testen.

Lægen havde været mine papirer igennem og samtalen forløb rigtig godt. Nu skal der trænes – og der skal trænes hårdt. Vi skal prøve at bekæmpe dine dobbeltslag med træning, medicinering og vægttab.

For at hjælpe træningen og iltoptagelsen fik jeg noget nyt medicin (ikke nyt i den forstand, men ny medicin for mig). Den medicin har gjort, at jeg kan træne og træne næsten uden at blive træt og forpustet. Selv efter spurt op af trapperne, hvor de andre gisper efter vejret, så er jeg klar igen kun 20 sekunder efter.

Selve cykeltesten gik ok. Jeg havde mange dobbeltslag, men viste, at jeg godt kunne træne med dem.

”Du er cleared til at starte hjerterehabiliteringen” var dommen. Hvornår skal jeg starte? I morgen kl. 0800 på morgenholdet.

Hvis rehabiliteringen, medicinering og vægttab ikke har den ønske effekt, så har vi stadig andre metoder, fortalte lægen mig. Ok, tænkte jeg, så er dette ikke nødvendigvis den sidste mulighed, hvis jeg ikke får succes med træning.

Alt omkring min genoptræning og rehabiliteringen kan du læse om i min anden blog ”hjerterehabilitering” – link er til venstre på denne side.

Denne blog er ikke færdig, da der stadig sker ting, som ikke er genoptræning.