Skatter, du bliver nødt til at vågne. Jeg har det ikke så godt herovre. Birthe, min hustru, var faldet i søvn for længe siden. Jeg lå og repeterede golfregler, for vi var netop startet på golfkursus.
Det var søndag d. 5. september 2010 og klokken nærmede sig midnat. Det havde været en skøn dag med masser af sol. Vi havde brugt nogle timer på golfbanen, og for første gang var vores søn med. Det var første gang han skulle prøve på en rigtig bane og ikke bare driving rangen.
Resten af dagen brugte vi i haven, hvor vi hygge med grill.
Det havde helt i gennem været en perfekt familiedag med dejligt vejr.
Jeg gik i seng ved ca. 2330-tiden og lå og læste. På et tidspunkt begynder det at stramme i brystet, men hvad – jeg havde jo holdt en bog, så brystkassen skulle nok bare strækkes ud igen. Jeg lagde bogen og begyndte at strække armene ud til siderne. Det hjalp ikke. Måske hvis jeg lå på maven. Nej, heller ikke det. Jeg prøvede at ligge stille i et stykke tid – 10 minutter måske. Smerterne blev stille og roligt værre. Det var lige midt i brystet. Efter ca. 20 minutter, hvor jeg havde prøvet at ligge på maven, på ryggen, på siderne og endda stå op, blev jeg nødt til at vække Birthe.
”Skatter, du bliver nødt til at vågne. Jeg har det ikke så godt herovre”. Birthe vågnede med det samme og var lysvågen. ”Hvad er der galt?” Jeg fortalte hende om smerterne. Hun lå og kikkede på mig i et par minutter, hvorefter hun havde fået nok. ”Jeg ringer til lægevagten”, sagde hun. På det tidspunkt kunne jeg kun holde ud at stå op, og helst kun foroverbøjet. Smerterne var efterhånden så slemme, at jeg begyndte at græde. Der var ingen tvivl ved lægevagten – ambulancen er på vej.
Både ambulancen og lægen ankom utroligt hurtigt og stort set samtidig. Jeg kunne selv gå ud i ambulance, hvor lægen kort spurgte til mine smerter, lagde drop, gav mig smertestillende, samt tog blodtryk og EKG.
Lægen lovede at holde Birthe informeret om udviklingen, hvorefter jeg blev kørt af sted. Det varede dog ikke længe før vi holdt stille. Vi holdt ved motorvejen og der skulle tages en beslutning. Lægen havde sendt informationer om min status til sygehuset i Herning, og vi ventede på svar derfra - Skejby eller Herning? Svaret kom hurtigt; kør til Skejby.
Det var nu blevet mandag d. 6. september 2010 og klokken var vel omkring 0030. Her lå jeg i en ambulance, som med fuld fart kørte mig til Skejby Sygehus med en formodet blodprop i hjertet.
Lægen havde været så flink at give mig en masse smertestillende, så turen var næsten helt ”behagelig”.
På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor meget denne ”oplevelse” ville komme til at ændre mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar