En "kold tyrker" og "fodlænke"

Efter operationen og havde ringet hjem husker jeg faktisk ikke så meget mere af mandagen d. 6. september – kun nogle få brudstykker. Jeg kan huske, at jeg ikke måtte bevæge mig i sengen den første time efter, at læge havde lukket såret i lysken. Dette var ikke svært, da jeg hurtigt faldt i søvn. På et tidspunkt i løbet af mandagen blev der lavet en ultralydsscanning (ekkokardiografi) af hjertet. Dette er normalt efter en blodprop i hjertet, for at bestemme eventuelt omfang af skade på hjertemusklen. Man kunne ved scanningen ikke konstatere nogen skade på hjertet.

Planen var herefter, at jeg skulle overføres til Herning Sygehus den efterfølgende dag – om tirsdagen. Denne plan fik jeg hurtigt ødelagt mandag aften ved at have for højt blodtryk. Hvad var nu det? Jeg har aldrig haft for højt blodtryk før. Skejby besluttede at beholde mig under observation yderligere én dag. Desuden startede Skejby mig op på en masse medicin – noget, som skal tages resten af livet og noget, som jeg forhåbentlig kan stoppe med inden for ét år.

Jer, som kender både Birthe og mig, kan også huske, at vi begge var rygere. Jeg røg vel omkring 25 stykker om dagen i gennemsnit. Vi havde ofte talt om at stoppe med at ryge, men havde ikke rigtigt haft ”muligheden” og motivationen. Den kom en søndag aften, d. 5. september 2010. Jeg havde, som sædvanlig røget en cigaret før sengetid. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det skulle blive min sidste. Det var egentlig ikke fordi jeg havde den store smøgtrang de dage jeg lå på Skejby, men det undrede mig alligevel, at de ikke tilbød hverken nikotin-plaster eller anden form for afvending. Sådan blev mit rygestop en ”kold tyrker”. Birthe spurgte selvfølgelig flere gange til, hvordan det gik med ikke at ryge. Mens jeg nu var væk og ”stoppet” med at ryge, besluttede hun sig for også at stoppe. Og det gjorde hun så …….. bare sådan uden videre….. Hun købte lidt nikotin-tyggegummi og plaster, men har næsten ikke rørt det.

Tiden på Skejby gik nu hurtigt – sove, mad, toilet, besøg, sove, mad, toilet, besøg……..

Fra om tirsdagen begyndte jeg at gå lidt rundt i afdelingen – stille og roligt. Jeg var blevet udstyret med et hjerte-moniterings-instrument (EKG tingest). Denne sad med 5 pads på brystet og siderne, og moniterede min hjerterytme. Instrumentet sendte de målte informationer trådløst til systemet i afdelingen. Herefter kunne man se målingerne på ophængte skærme i alle værelserne – og desuden gå tilbage og se historikken i computersystemet – mega-smart. Der var kun et minus ved det – jeg måtte ikke gå udenfor afdelingen. Udenfor afdelingen var der ikke opsat modtagere til det trådløse system. Det var næsten som at have fodlænke på – jeg kom i hvert fald til at kende afdelingen rimelig godt.  

Onsdag eftermiddag (8. september 2010), blev jeg kørt til Herning Sygehus med ambulance. Denne gang kørte vi langsommere.

Tusind tak til Skejby for god service og behandling. I var altid super professionelle og gode til at informere.