En masse aftaler.

Jeg var nu blevet stoppet med min rehabilitering. De næste 5-6 uger skulle nu vise sig at blive et mareridt, ikke kun med hensyn til diverse prøver og tests jeg kom i gennem, men også psykisk. Stille og roligt begyndte det at gå op for mig, hvad der var sket og hvilken konsekvens dette kunne/kan få for mig.

Her vil jeg gerne komme med en indskudt bemærkning om det psykiske pres, som opstår ved alle de breve og aftaler man pludselig får – og som skal overholdes. Man er meget nervøs for at miste en aftale, som kan få konsekvenser enten for din behandling på sygehuset eller for din indkomst.

Det varede ikke et par uger, før det første brev kom fra Jobcenter Herning. Jeg kan ikke huske de korrekte ord i brevet, men det var noget om, at jeg nu havde været syg i flere uger og at jeg skulle møde til orienteringsbriefing og samtale på Jobcentret. HVAD ???. Hvorfor skulle jeg møde på jobcentret? Jeg er da ikke arbejdsløs….? – Jeg har da ikke modtaget nogen fyring?. Skal jeg nu starte på alle mulige aktiveringskurser?

Samtidig fik jeg et brev fra min arbejdsgiver – Forsvarets Personeltjeneste. ”Hvis jeg ikke overholder de aftaler med Kommunen, så vil forsvaret ikke modtage refusion for mine sygedage – og det ville så igen få indkomstmæssige konsekvenser for mig”!!!! TAK FOR KAFFE. Dette brev læste jeg nok 10 gange. Hold da k…. mand. Hvis jeg mister et møde med Jobcenter Herning, så kan jeg blive trukket i løn.

Jeg kan huske, at samtlige møder jeg havde med jobcentret (og sygehuset for den sags skyld) blev skrevet i alle mine kalendere og på gule stickers både hjemme og på arbejde – jeg skulle IKKE trækkes i løn. Jeg må den dag i dag sige, at jeg er utroligt skuffet over Forsvaret Personeltjeneste. Det brev lagde et absolut unødvendigt psykisk pres ned over mig, i en situation, hvor jeg i forvejen ikke havde det for godt.

Herudover havde jeg også mange aftaler med sygehuset om diverse prøver og tests. Før hver prøve og test jeg skulle i gennem, skulle jeg forinden møde til blodprøver og nogen gange EKG. Jeg drønede ind og ud af Herning Sygehus – og blev mere og mere bleg for hver gang de tappede blod.

Udover dette udefrakommende psykiske pres, så opstod der også stille og roligt et indre psykisk pres, som jeg beskriver senere.