Hvad er der sket med min far?

Ankomsten til Herning Sygehus foregik stille og roligt. Selvom jeg godt kunne gå, så blev jeg transporteret hele vejen til afdelingen. Også her blev jeg udstyret med det berømte trådløse hjerte-moniterings-instrument, så også her var mine udfoldelser begrænset.

Næste formiddag kom ”ryge-stop”-vejlederen, som Herning Sygehus har. Hun tilbød mig det efterhånden hårdt tiltrængte nikotin-plaster og et ”rygerør”.

Jeg blev også informeret om genoptræning, diet-vejledning, medicinen og det mere aktuelle – hvad var der sket.

Det blev et par travle dage med mange besøg – både af familie, venner og arbejdskollegaer, men også informationsbesøg af mange forskellige fra sygehuset.

Fredag d. 10. september blev jeg udskrevet og måtte igen komme hjem. Nu skulle jeg stå på egne ben igen – ikke mere tryghed.

Også en meget stor tak til Herning. Super service og behandling. Tusind tak for alle informationerne, som er guld værd, når man står alene nogle dage efter.

Vi har en stor schæfer-tæve på næsten 40 kg. Hun er vant til, at jeg er væk i hele uger, men så skal jeg også have den helt store omgang, når jeg kommer hjem. Denne gang var bare ikke nogen god gang. Jeg skulle stadig passe på og tage det roligt på grund af såret i lysken. Birthe måtte holde hende, så jeg kunne sidde ved siden af og snakke med hende. Hun var desværre nok meget skuffet.

Nu kom det svære så. Vi skulle til at have en hverdag til at køre igen – og jeg var blevet den begrænsende faktor.

Selvfølgelig talte vi meget med vores søn Mark, som var 12 år gammel. Men det var svært. Han har jo ret til at vide det hele, men man vil heller ikke male fanden på væggen.

Hvad er sket med min far? I sidste uge kunne vi spille fodbold og golf sammen, og vi kunne tumle og slås for sjovt. Nu må han intet – og i hvor lang tid?

Birthe og jeg talte selvfølgelig også meget om det – hvordan hun havde oplevet det, og hvordan fremtiden nu skulle være.

På grund af mit arbejde, så har vi alle papirer lavet og på plads – testamente, forsikringer, begunstigelseserklæringer osv. Og Birthe ved, hvor det hele ligger - så der havde vi ingen problemer. Men der er stadig ting, som vi endnu ikke har talt om – de rigtigt svære ting – der, hvor man begynder at græde. Dette vil jeg komme tilbage til i et senere indlæg. Jer, som selv har prøvet det, ved hvad jeg snakker om.

Nå men, det var efterhånden ved at blive hverdag igen – en anden hverdag.