Nedsat i medicin

Hjerterehabiliteringen går rigtig godt. Omkring halvvejs, hvor jeg viste gode fremskridt, fik jeg en blodtrykmåler med hjem. Jeg skulle måle mit blodtryk 3 gange hver morgen og 3 gange hver aften. Dette over 72 timer og alle data skulle skrives ned på udleveret papir.

Alle mine målinger lå omkring 130/70, hvilket må siges at være meget flot – men jeg tager jo også en masse medicin.

To dage senere fik jeg en hjerterytmeoptager sat på kroppen (Holtermonitering). Den sad fast med fire pads og skulle måle hjerterytmen. Den blev sat på en onsdag morgen – umiddelbart før kredsløbstræning. Selve optagerdelen blev tapet godt fast på min overarm – og så gav jeg den gas.

Jeg skulle have optageren på indtil efter træningen fredag formiddag – dvs. omkring 50 timer.

Jeg arbejdede, sov, spiste og …. Ja, alt med min nye ven, som fulgte mig i tykt og tyndt.

Fredag blev optageren igen tapet fast og træningen gennemført.

Resultatet af Holtermonitering fik jeg allerede fredag eftermiddag, hvor sygeplejersken ringede til mig. Utroligt flot sagde hun – du er gået ned fra 5000 dobbeltslag over en tilsvarende periode (48 timer) til kun 600 (50 timer). Er det flot??? Det er stadig 600 for mange. Husk, jeg gik fra 0 (nul) til 5000 i starten.

Men ok, 600 er kun ét per 5. minut. Mit mål er dog stadig at komme ned på nul igen.

Den efterfølgende træning om mandagen ville lægen tale med mig. Resultatet var, at jeg blev reduceret i beta-blokker. Det var da fremskridt J

Lægen sagde også, at vi skal lave en ny Holtermonitering 5-6 uger efter den første.

Nu skal der trænes – og der skal trænes hårdt!

Hjemme igen fra Skejby skulle der nu gå omkring to uger, før jeg kunne starte hjerterehabilitering på Herning Sygehus. Ligesom sidste gang skulle jeg vente på indkaldelse – og da ugen efter min operation var vinterferien, vidste jeg godt, at der kunne gå nogle uger, før jeg hørte noget – hvilket også blev tilfældet.

Om tirsdagen, 13 dage efter hjemkomst fra Skejby, ringede en sygeplejerske fra Herning Sygehus. De havde nu fået papirerne på mig fra Skejby. Hun spurgte om jeg var klar til hjerterehabilitering. JA, svarede jeg – jeg kan være der om 15 minutter. Så hurtigt kunne det ikke gå, sagde hun. Hun ville give beskeden videre, så jeg ville få et brev fra sygehuset om tidspunkt for indkaldelsen. Øv, tænkte jeg.

Onsdag – dagen efter – skete det mærkelige så. En sygeplejerske ringe og spurgte om jeg var klar til at starte hjerterehabilitering. JA, sagde jeg – jeg kan være der om 15 minutter. Så hurtigt kunne det ikke gå…..  Hov, hov sagde jeg. Jeg var det samme igennem i går, hvor en anden sygeplejerske ringede om spurgte om det samme. Jeg havde håbet, at du ringere og fortalte, at der var et afbud, som jeg kunne starte på. Nu var hun lidt forvirret, men lovede at tjekke om et afbud.

Hun ringede tilbage kun 20 minutter senere og fortalte, at der var et afbud til start med det samme. Det vil sige opstartssamtale og cykeltest næste morgen. Om jeg var klar??….. Jeg jublede. Jeg skulle bare få taget en blodprøve (og vistnok også en EKG) næste morgen inden samtalen og testen.

Samme dag (onsdag) fik jeg indkaldelsesbrevet fra Herning Sygehus, som var blevet sendt dagen før – eftersamtale med den første sygeplejerske. Indkaldelsen beskrev en ventetid på 2 uger for hjerterehabilitering. Jeg var ligeglad, for jeg var kommet med på et afbud.

Næste morgen fik jeg ordnet blodprøve (og EKG). Jeg kunne nemt nå hjem og spise før samtalen og testen.

Lægen havde været mine papirer igennem og samtalen forløb rigtig godt. Nu skal der trænes – og der skal trænes hårdt. Vi skal prøve at bekæmpe dine dobbeltslag med træning, medicinering og vægttab.

For at hjælpe træningen og iltoptagelsen fik jeg noget nyt medicin (ikke nyt i den forstand, men ny medicin for mig). Den medicin har gjort, at jeg kan træne og træne næsten uden at blive træt og forpustet. Selv efter spurt op af trapperne, hvor de andre gisper efter vejret, så er jeg klar igen kun 20 sekunder efter.

Selve cykeltesten gik ok. Jeg havde mange dobbeltslag, men viste, at jeg godt kunne træne med dem.

”Du er cleared til at starte hjerterehabiliteringen” var dommen. Hvornår skal jeg starte? I morgen kl. 0800 på morgenholdet.

Hvis rehabiliteringen, medicinering og vægttab ikke har den ønske effekt, så har vi stadig andre metoder, fortalte lægen mig. Ok, tænkte jeg, så er dette ikke nødvendigvis den sidste mulighed, hvis jeg ikke får succes med træning.

Alt omkring min genoptræning og rehabiliteringen kan du læse om i min anden blog ”hjerterehabilitering” – link er til venstre på denne side.

Denne blog er ikke færdig, da der stadig sker ting, som ikke er genoptræning.

Brændes i hjertet

Dagen kom, hvor jeg skulle til Skejby for varmebehandling af mine rytmeforstyrrelser i hjertet. I ugerne op til havde jeg talt med mange kollegaer på arbejdet, som havde fået gjort det selv. Det kom faktisk som en overraskelse for mig, hvor mange man egentlig kender, som har fået lavet varmebehandling i hjertet. Jeg fik rigtig mange gode skulderklap og humøret steg en hel del. Hold da op, det vidste jeg ikke, at de havde gennemført. Hvis de kan, så kan jeg også – der er håb derude.

Jeg glædede mig helt enormt til at få dette gjort, så min hverdag kunne blive normal igen.

Med alle de tidligere oplevelser på specielt Herning Sygehus, så var dette bare én mere, som skulle overstås.

I henvisningsbrevet fra Skejby Sygehus stod, at jeg skulle stoppe med at medicin for rytmeproblemer 5 dage før indlæggelsen. Som skrevet, så gjort.

Jeg ankom til tiden mandag d. 7. februar. Blev vist til min seng og forklaret hvad der skulle ske. Det hele kørte stille og roligt. Der blev taget blodprøver og EKG, og jeg fik endnu en ”fodlænke” på, så jeg ikke kunne forlade afdelingen. Der blev også lavet en ultralydsscanning af mit hjerte.

Denne gang havde jeg forberedt mig lidt bedre end sidste gang, jeg var på Skejby, så tiden gik hurtigt.

Efter aftensmaden besluttede jeg mig for at gennemføre en ”Tour de Afdeling”, som jeg havde gjort tidligere. Jeg fandt en runde, som jeg kunne gå og gik derudaf. Det skulle jeg ikke have gjort… Jeg havde glemt, at jeg ikke havde fået min hjerterytmemedicin i 5 dage nu. Pludseligt fik jeg dobbeltslag af en voldsom karakter. Jeg blev jeg enormt svimmel og måtte sætte mig ned på gangen. Efter ca. 5 minutter – ingen så mig – kunne jeg liste hen til afdelingens kontor. Da de ikke sidder og kikker på monitoren hele tiden, havde de intet opdaget. Men da der er historik på, så kikkede de lige tilbage på mine data. I mellemtiden var jeg listet ind i seng. Sygeplejersken kom straks ind og så til mig. Hun sagde, at jeg var helt grå i hovedet, og at en læge ville komme og se på mig. Ca. 5 minutter efter var lægen der. Jeg havde det ok igen og fik strengt forbud mod at motionere på gangene J.

Tirsdagen kom, hvor ”brændingen” skulle foregå.

Jeg blev kørt ind på operationsstuen (igen). I det store og hele mindede det mig om en KAG, hvor de går ind i lyske og op i hjertet gennem blodårerne. Igen lå jeg og fulgte med på storskærmen.

Lægen skulle fremprovokere dobbeltslagene, så jeg fik noget sprøjtet ind (hvor og hvordan fandt jeg aldrig ud af, men det virkede). Jeg kunne mærke dobbeltslagene.

1, pause, 2, 3, pause, 4 pause, 5, 6… sådan forsatte lægen op til 10. Kan du høre at jeg tæller, spurgte læge mig. ”Ja”. ”Det er de steder, hvorfra dine dobbeltslag kommer”, sagde han. ”Vi er nu oppe på 10 forskellige steder, og det er ikke godt”.

For at gøre en lang historie kort, så kunne lægen ikke gennemføre varmebehandlingen af mig, da jeg havde dobbeltslag fra alt for mange forskellige steder i hjertet. Hvis dobbeltslagene var kommet fra et centralt sted, så havde det kunne lade sig gøre, men ikke fra stort set hele hjertet. Chancen for succes var ikke stor nok i forhold til risikoen.

Derfor blev operationen afbrudt. Dog skete der noget mærkeligt umiddelbart efter beslutningen om at stoppe var taget. Jeg fik et mega-stød i hjertet. Jeg totalt mistede pusten og lå og gispede efter vejret. Jeg fik aldrig spurgt dem om, hvad der skete, da jeg var totalt rundt på gulvet. Jeg kom til mig selv igen og fik styr på åndedrættet igen efter ca. 10 sekunder.

Efter operationen skulle jeg igen ligge stille i et par timer på grund af såret i lysken.

Jeg blev udskrevet igen dagen efter, hvor Birthe kom og hentede mig. Igen en nedtur, og nu kunne jeg ikke foretage mig noget den næste uge – ingen træning i kælderen på grund af lysken.